Hvor stod templet og hvor var det allerhelligste?
Har man besøgt Jerusalem, er der en stor chance for, at man også har besøgt tempelpladsen. Den er som Gravkirken og Bethlehem et "must" på de fleste turisters rejserute. Man ved så også, at navnet kan være lidt misvisende, for i dag står der to store moskeer på tempelpladsen.
Den første, Den gyldne Moske eller Klippemoskeen, blev bygget ikke lang tid efter, at den islamiske kalif Omar, erobrede Jerusalem i 638, og den har stået der lige siden. Foruden de bløde tæpper, som man kan mærke med sine bare tæer, da skoene jo må blive udenfor, og de flotte mosaikker, som dekorerer både vægge og vinduer, er det, som tiltrækker ens opmærksomhed, den store klippe midt i moskeen. I dag må man nøjes med at se på den gennem hullerne i et gærde lavet af træ, eller - hvis man har højde til det - kigge over gærdet. Det har stået der siden 1963. Inden da var der et jerngitter omkring klippen.
Når man kender bare lidt til den rolle, pladsen omkring klippen har spillet de sidste 3000 år, er der er række spørgsmål, der trænger sig på, når man står og ser på denne rå og tilsyneladende ubehandlede klippeoverflade. I dag accepterer de fleste også, at selve tempelbygningen med det helligste og det allerhelligste har ligget i samme område af den store tempelplads, hvor vi i dag har Klippemoskeen.
Hvor var klippen i forhold til tempelbygningen? Var denne klippe en del af alteret, hvor de daglige ofre blev bragt? Ragede den op midt i mændenes forgård?. Der kan være forskellige grunde til gerne at ville kende svaret på disse og lignende spørgsmål. Den gruppe af jøder og kristne, som mener, der skal komme et tredje tempel, og at det er deres opgave at arbejde frem imod dette, må vide hvor det stod, for at kunne vide, hvor det skal stå. Men også selv om man ikke har en sådan dagsorden, kan man være optaget af sådanne spørgsmål. Ens nysgerrighed tilfredsstilles dog ikke så let. De islamiske myndigheder tillader ikke, at området gøres til genstand for arkæologiske og historiske undersøgelser. Desto vigtigere bliver de få optegnelser, som findes fra de sidste ca. 100 år. Vi har en rapport fra 1873 af en fransk videnskabsmand, Clermont-Ganneau, som fik lov til at overvære en mindre udgravning ved den østlige indgang til Klippemoskeen. Han fortæller, at toppen af klippen ligger ca 9 meter over grundfjeldet ved indgangen til moskeen. I 1959 havde den italienske arkæolog Bagatti mulighed for at gøre nogle optegnelser i forbindelse med en gennemgribende restaurering af gulvet i moskeen. Han bekræfter denne afstand. Fra skriftlige kilder, særligt Mishnah, ved vi, hvor stor hele tempelpladsen, selve tempelbygningen og også det allerhelligste var. Vi får også at vide, i hvilket hjørne af tempelpladsen tempelbygningen lå. Endelig giver Mishnah os også besked om, hvor høj grundmuren i templet var, nemlig næsten 3,5 meter, hvilket er usædvanlig højt.
Men tager vi den information og sammenholder den dels med optegnelser og dels med, hvad vi ved om placeringen af tempelbygningen i forhold til hele tempelpladsen, begynder et billede at tegne sig. Det er arkæologen Leen Ritmeyer, der har draget disse konklusioner i en artikel i det arkæologiske tidsskrift Biblical Archaeology Review i begyndelsen af dette år. Ritmeyer mener dels at kunne vise, hvorfor grundmuren måtte være så høj, nemlig på grund af afstanden fra klippens top til grundfjeldet i den afstand fra toppen, hvor tempelmuren måtte stå. På den måde bliver klippens top i niveau med gulvet i det allerhelligste, hvor Pagtens Ark i sin tid stod.
I 1910 fik den tyske arkæolog Gustav Dalman lov til i ti minutter at gå på selve klippetoppen for at måle op. Han havde også mulighed for at gøre yderligere opmålinger bagefter ved hjælp af muslimske hjælpere. Sammenligner vi dette med, hvad man kan se på et luftfoto af klippen, kan andre konklusioner drages. Det forudsætter dog, at man har et godt kendskab til templets og dermed klippens historie de sidste 3000 år. Her viser det sig, at de, som har forandret klippen mest, har været korsfarerne. Andre før og efter dem, har stort set bevaret klippen og altid haft det som mål at bringe den oprindelige form og funktion tilbage efter eventuel ødelæggelse.
Allerede Gustav Dalman gjorde opmærksom på nogle flade udhuggede områder, men kunne ikke forklare dem. Ritmeyer genkendte dem derimod som render hugget ud for at stabilisere en konstruktion oven på renden. I dette tilfælde ville det være for at sikre muren i det allerhelligste. Man skal ikke undre sig over, at muren i så fald ville være gået hen tværs over klippen. Klippens overflade er nemlig større, end grundfladen i det allerhelligste var, og kun en del af klippen ville derfor være inden for muren af det allerhelligste.
Bruges disse render som udgangspunkt for murene i det allerhelligste. og tegnes disse ind på et luftfoto af klippen, kan man, som Ritmeyer gjorde det, få øje på en rektangulær fordybning lige midt i det, som så har været det allerhelligste. Til sin overraskelse fandt Ritmeyer ikke alene, at fordybningen var placeret netop midt i rummet. Størrelsen af fordybningen svarer også til størrelsen af Pagtens Ark, hvis dimensioner vi kender fra 2 Mos 25,10, hvor Moses får besked om at bygge den. Der har op gennem tiden stået andre ting på klippen. Der har været græske gudestatuer, og korsfarerne har haft et kors og meget andet på klippen. Ikke desto mindre vover Ritmeyer - med risiko for at blive kaldt sensations-arkæolog - at sige, at han har lokaliseret det sted, hvor Pagtens Ark havde sin plads i det allerhelligste i Salomos tempel. Siden jeg læste hans artikel, har det gibbet i mig, når jeg har stået på tæer for at se på den store klippe over trægærdet i Klippemoskeen. Også selv om jeg ikke tror, der skal stå et tredje tempel med et forhæng ind til det allerhelligste der igen.
