Mellemøsten er et splittet land. Der er splittelse mellem to religioner, - splittelse mellem, hvem der har krav på landet, - splittelse om, hvordan der bliver fred. Intet er sort-hvidt i konflikten. Palæstinenserne er et splittet folk, og de har mange indbyrdes magtkampe. Ligeledes er jøderne heller ikke enige om en fælles linie for fred. Også her finder man splittelse i de interne rækker.

Palæstinenserne
I denne artikel vil de to største partier i Palæstina, "Hamas" og "Fatah", blive belyst. Derudover vil der også blive peget på "Islamisk Jihad", da den udgør en stor del af den væbnede modstand. 

"Hamas"
Hamas vandt over Fatah ved det palæstinensiske valg den 25. januar i år og er nu regeringsparti i parlamentet og har udpeget ny premierminister. Hamas er en fundamentalistisk islamisk bevægelse, som ofte bliver omtalt i forbindelse med terrorisme og hellig krig (Jihad) i Israel og Mellemøsten. Bevægelsen opstod under den 1. intifada (se note) i 1988, hvor målet var udslettelsen af staten Israel. Hamas er, på trods af deres aggressive indstilling, meget populær på Gaza og Vestbredden. Grunden hertil er ikke så meget deres væbnede kamp imod Israel, men snarere, at Hamas også prioriterer socialt arbejde meget højt og fungerer for mange som et bistandskontor med et veludviklet hjælpeapparat, hvor mange penge - en del kommer fra Iran og andre arabiske lande - gives til fattige på Vestbredden og Gaza. Hamas er med andre ord også en velgørenhedsorganisation.

En anden grund er også, at Fatah længe har udvist inkompetence og stor korruption, hvilket nu har givet udslag i det store nederlag til Hamas. For så vidt var det derfor ikke en kæmpe overraskelse, at Hamas vandt valget, men mere at sejren var så markant. Det er altså ikke kun Hamas, der har vundet; det er også Fatah, som er blevet straffet af folket.

Selvom Hamas er en væbnet bevægelse og et politisk parti, så har valget også betydet en ændring af deres politik- i hvert fald i måden de udtrykker sig på. I deres politiske manifest, som blev fremført i forbindelse med valget, giver de ikke længere udtryk for, at Israel skal udslettes; men de fleste anerkender dog samtidig heller ikke Israel som stat med ret til at forblive i Mellemøsten! Deres officielle mål er nu at kæmpe de for de besatte områder på Gaza og Vestbredden, og de er ikke bange for at starte en "væbnet kamp".

"Fatah"
Fatah begyndte som en væbnet bevægelse i 1957. Målet var udslettelsen af Israel. Bevægelsen valgte efter de arabiske landes nederlag i krigen i 1967 (se faktaboks) at gå med ind i PLO (se note). Fatahs formand var på det tidspunkt Yassir Arafat, som også blev formand for PLO. Da PLO anerkendte Israel i 1993 som led i Oslo-aftalerne, ophørte Fatah også med at være en væbnet bevægelse, og den begyndte at koncentrere sig om politik. Den situation har som sådan ikke ændret sig siden.

Partiets leder er også Palæstinas præsident. Han hedder Abu Mazen eller Mahmoud Abbas. Trods posten som præsident har han ikke megen reel magt iblandt det palæstinensiske folk. Abu Mazen har haft svært ved at stille meget op over for de væbnede militsgrupper, da selvstyret står svagt rent militært. Situationen skyldes bl.a., at det mangler penge, Det får ham til at stå som en dårlig og inkompetent leder blandt hans eget folk, da han ikke formår at rydde op i de interne problemer. Samtidigt kommer han også til at stå som en utroværdig leder overfor israelerne, da det for dem ser ud som om, at han ikke sætter nok ind overfor terrorisme og anden væbnet modstand.

Endvidere skal en væbnet gruppe med udspring fra Fatah nævnes, det gælder "Al-Aqsa Martyrernes Brigade". Ikke så sjældent hører man om brigadens kidnapninger af journalister, dog ikke så det resulterer i mord. Indbyrdes er den gamle og nye generation i splid med hinanden, men i det mindste har de et samlet mål: at få fjernet israelske bosættelser på Gaza og Vestbredden.

"Islamisk Jihad"Gruppen Islamisk Jihad er som sådan ikke en samlet enhed og langt fra lige så tydelig som Hamas og Fatah. Den har heller ikke særlig stor opbakning i befolkningen (ca. 5%) og lægger hele sin identitet i at være en væbnet bevægelse og ser oprettelsen af staten Palæstina som det endelig mål. Det kan kun ske, når Israel er udslettet. Dagsordenen er klar! De fleste terrorangreb i de seneste år har Islamisk Jihad stået bag. De står uden for regeringen, hvilket også gør dem sværere at kontrollere og om muligt afvæbne. Hamas tilbød dem endda en plads i den nye regeringen, men de takkede nej. 

Jøderne
Den politiske situation blandt jøderne i to fløje. Begge fløje er optaget af national tryghed og sikkerhed, men fremgangsmåden adskiller dem. De to fløje betegner man ofte som duerne og høgene.

"Duerne"
Denne gruppe bygger deres politik på demokratiske principper og går ind for fred-i-bytte-for-land. De bliver ofte betegnet som Duerne. "Arbejderpartiet" er det mest synlige parti på denne fløj, og noget tyder på, at det har mistet fodfæste i befolkningen og måske i en identitetskrise. Tiden op mod valget den 28. marts vil nok afklare dette nærmere.

Duerne kæmper for i større eller mindre grad at give palæstinenserne deres værdighed tilbage, og samtidigt ønsker de at være aktive i tilbagetrækningen fra israelske bosættelser i de besatte områder. På denne måde støtter de indirekte oprettelsen af en palæstinensisk stat.

"Høgene"
På den anden fløj er det mest synlige parti "Likud". Efter valget tyder meget på, at det bliver det nyoprettede, midtersøgende parti "Kadima" (= fremad!), der får magten. Politikken på denne fløj bygger ofte på religiøse argumenter, f.eks. at de har bibelsk ret til landet. Hvordan denne bibelske ret kommer til udtryk kan være meget forskellig. Nogle ser det som et langsigtet mål, og at jøderne vil få hele landet, mens andre mener, at denne ret først bliver realiseret, når Messias kommer. Atter andre mener (især bosætterne), at jøderne har krav på hele landet her og nu, og derfor var denne gruppe stærke modstandere mod tilbagetrækningen fra Gaza i august-september 2005. De mente, at daværende premierminister Ariel Sharon arbejdede imod Guds vilje og plan med Israel.

Dertil kommer et andet væsentligt argument, at araberne startede den krig, de selv tabte i 1967. Nu må araberne selv tage konsekvensen af krigen. Det land, de havde før krigen, satte de på spil og tabte, og derfor tilhører landet nu jøderne.

Forskellen mellem de to ideologiske fløje kom bl.a. særligt til udtryk i 1995, hvor Yitzhak Rabin blev myrdet af en jødisk student, Yigal Amir. Han sagde følgende i retssagen: "...[N]år en jøde overgiver sit land og sit folk til fjenderne, er man ifølge religiøs lov forpligtet til at dræbe ham."

Bliver der nogensinde fred?
En stor del af konflikten foregår på mange måder i egne rækker. Hamas fremstår som en terror­orga­nisation i Israel og USA (og Vesten). For øjeblikket er pengekassen fra de to lande også lukket i. i et højpolitisk spil. Pengene når stadig folket, men kører uden om regeringen, Hamas. Hvis de ønsker fred, så er kravet simpelt og enkelt: Afvæbn de væbnede grupper! Før dette sker, ønsker Israel og USA ikke at give penge eller begynde en dialog. Derfor er presset stort på Hamas i tiden. Anerkender de ikke Israel, får de ingen penge og isoleres mere og mere. Anerkender de Israel, bryder de deres egen ideologi.

Jøderne er splittede i spørgsmålet om, hvilken linie de skal lægge i forhold til tilliden og sikker­he­den. Hvis de viser palæstinensere tillid ved at lade dem oprette en stat og trække sig ud af de besatte områder, vil de så stadig kunne være sikre i eget land? De frygter at gøre det nemmere for terroristernes virksomhed. Samtidigt har Israel og USA valgt ikke at give Hamas penge, hvilket svækker Hamas enormt. For når det sker, betyder det, at de mister kontrol over de mange mindre væbnede grupper, hvilket kan ramme Israel i sidste ende. Og hertil kommer også kampen om Jordandalen (råderetten over vand) og meget andet.

Splittelsen mellem de to folk bliver på flere fronter større og større. Udsigten til kompromis og accept af hinanden synes stadig fjern. For tiden oplever man, at dialogen er ophørt, og stoltheden vokser, mens kærligheden fortsat er kold. Uretfærdigheden er stadig et brugt våben af begge parter. Kun tiden vil vise, om der bliver fred i det splittede land.

Faktaboks

1948: Staten Israel oprettes 14. maj.

1948: Syv arabiske hære med palæstinenserne angriber straks Israel, men angrebet mislykkes.

1956: Israel (med England og Frankrig) angriber Egypten pga. Suez-krisen. Bagefter trækker Israel sig tilbage fra Sinaj-halvøen.

1967: Seks-dags-krigen. Israel i kamp mod Egypten, Syrien og Jordan.

1973: Yom-Kippur-krigen. Egypten og Syrien gik under jødernes største religiøse fest til angreb på

landet. Israel blev taget på sengen, men formåede at forsvare sig og presse de arabiske styrker ud af landet.

1987-90: 1. Intifada. En arabisk opstand bl.a. mod israelsk bosættelsespolitik.

1993: Oslo-aftalerne. En principaftale mellem Israel og PLO om palæstinensisk selvstyre.

2000: 2. Intifada. Ariel Sharon på tempelpladsen, muslimernes hellige sted. Han vinder efterfølgende valget og bliver Israels nye premierminister; ønsker ikke at rømme bosættelser og bygger mur/hegn rundt om det palæstinensiske område, hvilket medfører væbnet opstand fra palæstinensisk front.

2004: Arafat dør (nov.) - Abu Mazen (M. Abbas) overtager ledelsen i PLO.

Noter:

- Intifadaen (arabisk: "at ryste noget af sig"): Det palæstinensiske folk gjorde modstand mod Israel med demonstrationer og stenkast mod militæret. Målet var en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza med Østjerusalem som hovedstad og med en løsrivelse fra Israel.

- PLO - Palestine Liberation Organization (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation): Kæmper for et uafhængigt Palæstina. PLO er en paraplyorganisation, hvor Fatah var den største organisation.

 * Artiklen er bragt med tilladelse af Evangelisk Luthersk Ungdom (ELU).Se Unge Elmer, Marts 2006

1947: FNs delingsplan, hvor Palæstina deles op i to stater til henholdsvis jøder og araber.