I november 1947 delte FN Palæstina, som dengang var under engelsk mandat, op i en jødisk stat og en arabisk stat. Seks måneder senere rejste de engelske tropper hjem, og den 14. maj 1948 blev den jødiske stat, Israel, proklameret.

Det ville de store omkringliggende arabiske lande ikke acceptere, og derfor indledte de en krig mod Israel. De arabiske nabostater, Libanon, Syrien, Jordan, Egypten og Irak misbilligede både delingen af Palæstina og oprettelsen af den nye stat Israel. De mente, at FNs opdelingen var uretfærdig, og at den favoriserede jøderne. I krigen som fulgte i 1948-49 vandt Israel stort og øgede deres del af landområderne fra 55% til 79%. Derudover blev ca. 700.000 palæstinensere flygtninge i de omkringliggende arabiske lande.

Efter indædte kampe, blev der lavet våbenhvile-aftaler med naboerne. Det var dog ikke fredsaftaler, og derfor blev man aldrig enige om landegrænserne.
Den arabiske modstand fortsatte på trods af nederlaget og i 1956 udbrød kampen om Sinaihalvøen. Denne krig blev startet på grund af den ægyptiske president Gamal Abd Nasser nationalisering af Suezkanal-selskabet. Storbritannien og Frankrig, der havde aktiemajoriteten i selskabet indgik en aftale med Israel om at indlede en krig mod Ægypten. Krigen resulterede i, at Israel erobrede Sinai halvøen. Presset af USA og FN måtte de dog aflevere området tilbage året efter.

I 1967 kom den vigtigste krig for Israels historie. Under 6-dageskrigen i 1967 erobrede Israel Vestbredden, Gaza, Golanhøjderne og Sinai halvøen. Vestbredden og Gaza er det man i dag refererer til som de besatte områder. Det var en kæmpe sejr for Israel og samtidig en total ydmygelse af de arabiske styrker. Det førte til sammenbruddet af Pan-arabismen, en bevægelse ledet af Nasser der forsøgte at forene de arabiske stater.

Syrien og Ægypten forsøgte en generobring i 1973 i Yom Kippur krigen, og selv om krigen kom som en stor overraskelse for Israel lykkedes det ikke for Syrien og Ægypten at vinde krigen.

Den 26. marts 1979 underskrev Israels Premierminister Menachem Begin og Egyptens Præsident Anwar al-Sadat 'Camp David-aftalen'. Fredsaftalen mellem Egypten og Israel blev underskrevet i Washington D.C.; og i løbet af de følgende tre år trak Israel sig ud af Sinai.

I 1981 indlemmede Israel Golan-højderne, som de havde erobret fra Syrien i 1967. Israels sporadiske men voldsomme kampe mod PLO (Palestinian Liberation Organization) i Libanon førte til, at Israel invaderede Libanon i 1982. Israel trak sig tilbage i 1985, men beholdte en 10-20 km. sikkerhedszone lige nord for grænsen. Begin trak sig tilbage som premierminister i 1983 og blev afløst af Yitzhak Shamir.
Valgene i 1984 og 1988 førte til en koalitionsregering styret af Labors (arbejderpartiet) leder Shimon Peres (1984-86) og Shamir (1986-90).

I Juni 1990, efter at koalitionen splittedes, samlede Shamir en højrefløjs-regering (Likud). I 1987 var den første Intifada begyndt, og der var mange kampe mellem stenkastende palæstinensere og israelske soldater i de besatte områder. På grund af den massive mediedækning af denne konflikt oplevede palæstinenserne en voksende sympati fra omverdenen og presset på Israel til at løse denne konflikt blev kolossalt stort. Samtidig i 1990 begyndte en kæmpe emigrationen af sovjetiske jøder til Israel. I 1992 vandt Labor med Yitzhak Rabin i spidsen valget stort med løfter om at skabe fred i Israel.

I 1993 underskrev Israel og PLO den berømte Oslo I aftale, som skulle føre til palæstinensisk selvstyre i Gaza-striben og i Jeriko medio 1994. I 1994 underskrev Israel en fredsaftale med Jordan, og der var en fornemmelse af, at fred var på vej i Mellemøsten. I 1995 blev Oslo II aftalen underskrevet, men senere samme år blev Yitzhak Rabin myrdet af Yigal Amir en ung jødisk højreekstremist i Tel Aviv. Shimon Peres overtog pladsen efter Rabin, men fredsforhandlingerne blev sat på standby indtil efter valget.

Kort efter blev der udskrevet valg til Knesset og Likuds spidskandidat Benyamin Netanyahu løb af med sejren. Under Netanyahu gik fredprocessen fuldstændig i stå. Hans regering var klemt som en flue mellem to negle hårdt presset af både støtten fra de yderligtgående religiøse jødiske partier og af modstanden fra arbejderpartiet. Sevom Wye River aftalen, som støttede en genoptagelse af fredsforhandlingerne, blev underskrevet i 1998, blev det ikke til mere end det.

I 1999 blev Ehud Barak fra arbejderpartiet valgt som premierminister og i 2000 blev Camp David aftalen underskrevet mellem Barak og Arafat. Det lykkedes dog endnu en gang ikke at nå til enighed om de to store spørgsmål, nemlig delingen af Jerusalem og flygtningers ret til tilbagevenden og derfor kom der ikke noget ud af aftalen.

I September 2000 går Ariel Sharon op på tempelpladsen, og dette er så stor en provokation for palæstinenserne, at det bliver startskuddet til den anden Intifada også kendt som Al-Aqsa intifadaen. Med den brød fredsforhandlingerne endeligt sammen, og da Ariel Sharon i 2001 vandt valget, var der ikke mange, der troede på, at der ville komme fred i Israel.

De næste tre år var Israel præget af en stigende terrorisme i form af selvmordsbomber og andre angreb. Israel fortsatte udvidelsen af bosættelser på Vestbredden og indledte i 2002 også opførelsen af et sikkerhedshegn, som skulle forhindre palæstinensiske selvmordsaktivister at komme ind i Israel.

Med Arafats død i 2004 er der blevet skabt fornyet håb om en fredelig løsning. Den nye palæstinensiske leder Abu Masen har forsøgt at rette op på PLOs korrupte image og overtale de ekstremistiske bevægelser til en våbenhvile. Samtidig har Sharon iværksat planer for at trække Israel ud af Gaza og indlede forhandlinger om fred. Der er i dag i Israel en fornyet men forsigtig optimisme omkring håbet for en fredelig løsning mellem Israel og Palæstina.

50 års strid mellem israelere og arabere
Begivenheder, som har haft og stadig har betydning for udviklingen i Mellemøsten:

1947: FN's generalforsamling vedtager en resolution, som deler Palæstina-mandatet i en jødisk og en arabisk stat.

1948: Den jødiske stat Israel bliver den 14. maj udråbt. Umiddelbart efter angriber de arabiske lande den nye stat.

1949: Der indgåes våbenhvile. Israel har erobret mere af Palæstina, end FN's delingsplan havde afsat, blandt andet en del af Jerusalem. Ifølge FN's delingsplan skulle byen på grund af dens religiøse betydning være international. Jordan erobrer Jerusalems østlige del samt Vestbredden. Araberne i Palæstina får ingen stat, mange flygter. Det palæstinensiske flygtningeproblem begynder.

1956: Egyptens præsident Gamal Abd Nasser nationaliserer Suezkanal-selskabet, som Frankrig og Storbritannien har aktiemajoriteten i. 29. oktober angriber Israel Egypten. Frankrig og Storbritannien sætter styrker ind i området omkring Suezkanalen. FN griber ind og får franskmændene, briterne og israelerne til at trække sig tilbage. Israel trækker sig først ud af Sinaiørkenen og Gazastriben et år senere efter FN-trusler om sanktioner.

1964: Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) dannes.

1967: Nasser mobiliserer sin hær og lukker Tiran-strædet, der er Israels vej ud af Aqaba-bugten og videre ud i Det Røde Hav. Den 5. juni angriber Israel de arabiske nabolande. Seks dage senere er krigen forbi. Da har Israel erobret Golan-højderne fra Syrien, Østjerusalem og Vestbredden fra Jordan og nok en gang Sinai fra Egypten plus Gazastriben. Kort efter annekterer Israel Østjerusalem.

1968: PLO erklærer i sit Nationalcharter, at kun ved væbnet kamp kan palæstinenserne befri "Palæstina". I de følgende år udfører militante palæstinensere en lang række terrorangreb i Israel og i en række andre lande.

1970: Jordans kong Hussein driver PLO-styrkerne ud af landet (Sorte September). PLO slår sig ned i Libanon.

1973: Egypten og Syrien angriber Israel. Efter tre ugers krig er grænserne stort set ikke rykket. De rige olielande indfører en olie-boykot mod vestlige lande for at støtte palæstinenserne.

1974: PLO-formand Yasser Arafat taler til FN's generalforsamling, der anerkender palæstinensernes ret til uafhængighed.

1977-78: Egyptens præsident, Anwar Sadat, besøger Israel. I september 1978 indgår Israel og Egypten en fredsaftale - Camp David-aftalen. Den underskrives i marts 1979: Israel rømmer Sinai som en konsekvens af aftalen, der også taler om selvstyre for palæstinenserne.

1978: Israel rykker første gang ind i Libanon med en større styrke i et forsøg på at hindre palæstinensiske angreb.

1980: Israel erklærer det samlede Jerusalem for sin evige og udelelige hovedstad.

1981: Sadat myrdes under en militærparade af en enhed af det egyptiske militær i protest imod fredsaftalen med Israel.

1981: Israel annekterer Golanhøjderne.

1982: Israel angriber Libanon helt op til Beirut for at standse palæstinensiske kommandoraids. Israel forlader Libanon i 1985, men israelerne opretholder fortsat en sikkerhedszone i det sydlige Libanon.

1987: Palæstinenserne i Israels besatte områder indleder deres opstand mod besættelsen - intifada.

1988: Arafat udråber staten "Palæstina", anerkender Israels ret til at eksistere og tager afstand fra terrorisme.

1990: Irak invaderer Kuwait. Kuwaitkrigen er brudt ud og Israel holder sig i skindet, selvom de bliver angrebet med missiler. Det er første gang nogensinde.

1991: En international styrke med USA i spidsen tvinger Irak ud af Kuwait. Irak forsøger under krigen uden held at inddrage Israel ved at bombardere de israelske befolkningscentre med raketter. Efter krigen får USA en fredsproces mellem israelere og arabere i gang.

1992: Yitzhak Rabins Arbejderparti vinder det israelske parlamentsvalg på et program om land for fred.

1993: I januar ophæver Israels regering loven, der forbyder israelere at mødes med PLO. Israelske intellektuelle og PLO-repræsentanter begynder hemmelige forhandlinger i Oslo. Forhandlingerne ender med principaftalen om palæstinensisk selvstyre.

1994: Israel og Jordan indgår fredsaftale. Yassir Arafat, Yitzhak Rabin og Shimon Peres modtager Nobels Fredspris for Oslo-aftalen.

1995: Yitzhak Rabin myrdes under en fredsdemonstration i Tel Aviv af en yderligtgående jøde, som vil ødelægge fredsprocessen. En uge efter begynder Israel at overgive palæstinensiske byer på Vestbredden til selvstyre.

1996: Benjamin Netanyahu vinder valget i Israel. Siden har fredsprocessen stort set stået stille.

1999: Ehud Barak vinder valget om premierministerposten i Israel.

2000: Al-Aqsa Intifadaen 2000 starter d. 28. september, da Ariel Sharon går op på tempelbjerget. Stærke opstande og uroligheder.

2001: Den ekstreme højrefløjspolitiker Ariel Sharon vinder en knusende sejr i valget om premierministerposten i Israel. I de efterfølgende måneder er der stærke kampe og nærmest krigslignende tilstande.

2002: Israel indleder opførelsen af sikkerhedshegnet rundt om Vestbredden.

2003: Ariel Sharon genvinder posten som premierminister

2004: Yasir Arafat dør i november og Abu Masen bliver valgt til at overtage hans post i det Palæstinensiske selvstyre.

Yitzhak Rabin (1922-95)
Israelsk general og politisk leder. Han var den første indfødte premierminister i Israel (1974-77, 1992-95). Da han var officer i den israelske hær, blev han i 1964 øverstbefalende. I 1967 blev han hædret for Israels sejr i Seksdags-krigen (1967).
Han blev valgt ind i Knesset for arbejderpartiet Labor i 1974 og blev leder af Labor før han blev valgt til premierminister. Som forsvarsminister i koalitionsregeringen Labor-Likud (1984-90), beordrede han, at der blev slået hårdt ned på de palæstinensiske oprørere på Vestbredden i slutningen af '80'erne.

Rabin overtog formandsposten for Labor fra Shimon Peres i 1992, og førte samme år Labor til storsejr ved valget. Her blev han både forsvars- og premierminister. I 1993 underskrev han Gaza/Jeriko-aftalen med PLO om begrænset palæstinensisk selvstyre. I 1994 underskrev han fredsaftale med Jordan. Sammen med Shimon Peres og PLO-leder Yasir Arafat fik Rabin Nobels Fredspris for 1993-aftalen. Rabin blev myrdet af en jødisk højreekstremist i Tel Aviv i 1995.

Yasir Arafat (1929-2004)
Palæstinensisk kommando- og politisk leder, født i Cairo. Leder af guerillagruppen Al Fatah. I 1969 blev han leder af PLO (Palestinian Liberation Organization). PLO blev svækket da Arafat og hans guerillasoldater blev nødt til at flygte fra deres hovedkvarter i Vestbeirut, da Israel invaderede Libanon i 1982.

I slutningen af 1980'erne startede fredsforhandlingerne så småt med Israel. Det førte i 1993 til aftalen om begrænset selvstyre i Gaza og Jeriko, og Arafat blev Præsident for PA (Palestinian Authority). Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin fik Nobels Fredspris i 1994 for 1993-aftalen.

Oslo-aftalen blev underskrevet i 1993- om udvidet palæstinensisk selvstyre.

1998: Bill Clinton på besøg i Gaza.

Yasir Arafat døede den 11. november 2004