Pinsens jødiske rødder, Ved Arne Hougaard Pedersen

Den første pinse

De første forordninger om pinsen finder vi – som til så mange andre fester – i Mosebøgerne. I 3. Mos. 23 fortæller Gud Moses, at når de kommer ind i det land, han vil give til dem, og de har høstet deres første afgrøder, skal præsten svinge det første neg foran Herrens ansigt. Derudover skal de bringe nogle andre ofre. Fra den her dag skal de så tælle syv uger frem – og efter den syvende sabbat – altså på den 50. dag, skal de bringe et nyt afgrødeoffer: Svingningsbrød. Derudover skal de bringe andre ofre. Men det er altså denne 50. dag som markerer den egentlige pinsefest. Det er også fra tallet 50 vi har navnet pinse – eller pentecoste som betyder den 50. dag på græsk. Den første pinse var altså en høstfest til ære for Gud. Israelitterne skulle vise deres taknemmelighed i form af offergaver, og disse offergaver skulle så samtidigt minde dem om, at det var Gud, som velsignede dem, så de kunne høste. I umiddelbar forlængelse af forordningerne om selve festen, kommer der en formaning om, at de aldrig må høste helt ud til kanten af deres marker og at det der ligger tilbage på marken, må de ikke efterfølgende samle ind – det skal de lade ligge til dem som trænger til det. Det er næppe en tilfældighed, at Gud fortæller Moses dette lige efter. Gud ønsker at knytte taknemmelighed og gavmildhed sammen – hvis israelitterne virkelig er taknemmelige over Guds gavmildhed mod dem, må de selv øve sig i at være gavmilde overfor andre.

Pinsen – en fejring af lovgivningen på Sinaj

På et eller andet tidspunkt i israelitternes historie udvikler pinsefesten sig til en fest af en helt anden karakter. Festen udvikler sig fra at være en rimelig typisk agerbrugsfest til at markere et højdramatisk punkt i israelitternes historie: Lovgivningen på Sinaj. Vi bevæger os væk fra temaer som høst, taknemmelighed og gavmildhed; og bevæger os i stedet ind på områder som Guds hellighed, pagt og tjeneste.

Hele beretningen omkring lovgivningen på Sinaj tager sin begyndelse i 2. Mos. kap. 19 og strækker sig faktisk helt til slutningen af bogen – til kapitel 40. Tre måneder efter israelitterne er blevet befriet fra egypterne kommer de ind i Sinaj-ørkenen og slår lejr overfor bjerget. Sinaj bjerg er centralt i hele beretningen, da det er her Gud stiger ned og taler til Moses. Personligt synes jeg det er meget svært og forvirrende at holde helt styr på, hvornår og hvordan Gud taler til Moses – om Moses er oppe på selve bjerget eller nedenfor. Nogen gange er han sammen med andre – nogen gange alene. På et tidspunkt har Moses i hvert fald været væk et godt stykke tid fra lejren, for folket bliver utålmodigt. Og når israelitterne blev utålmodige havde de en tendens til at gøre dumme ting. Så de henvender sig til Aron og beder ham om at lave dem en Gud. Det gør han så. Han laver en guldkalv, som de synger og danser om. Gud ser det og sender Moses ned fra bjerget. Moses bliver vred – rigtig vred. Han knuser stentavlerne og brænder guldkalven; og så gør han noget, som jeg har så svært ved at forstå: Han stiller sig i lejrens port og siger: ”Kom over til mig, I, som er på Herrens side!” Alle levitterne – præstestammen – kommer over til Moses, og han giver dem besked på at gå hele lejren igennem og både slå bror, ven og nabo ihjel. Næsten 3000 mennesker bliver slået ihjel. Senere forsvinder Moses så op på bjerget igen og kommer ned igen med de nye lovtavler. Ud over de ti bud, så indeholder loven – eller pagten om man vil – forskellige forordninger af samfundsmæssig relevans; både love og retsregler, men også omkring sociale samfundsindretninger og de forskellige fester israelitterne skulle holde.

Da Gud begynder at tale første gang – eller ’diktere’ – loven i begyndelsen af kapitel 20, er det værd at lægge mærke til, at han ikke springer lige ud i loven med det samme. Han begynder et andet sted: Hos sig selv. Han begynder med at slå fast: ”Jeg er Herren, din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.” Det er ikke noget israelitterne skal tage stilling til om de vil følge eller ej – sådan er det. Og det er her loven finder sit mandat – fordi det netop er Gud, som har befriet dem fra Egypten, fordi Gud har manifesteret sin magt så suverænt, fordi Gud er Gud; derfor har loven et mandat, derfor er loven en autoritet.

Intermezzo: Forandrer Gud sig?

Personligt synes jeg de 21 kapitler hele pagtsslutningen på Sinaj spænder over er en kompliceret, spændende og til tider barsk affære. Der er begivenheden med guldkalven, som jeg ikke kan fatte, forstå eller forklare, men jeg må erkende at den står der, at jeg kan lære noget af den, og den må og skal bidrage til mit gudsbillede – hvad enten jeg kan lide det eller ej. Der er også udtalelser fra Gud, hvor han synes uforsonlig og lunefuld. Alt i alt må jeg erkende, at jeg har en vis portion forståelse for de mennesker, som synes, at Gud i GT er lovens Gud – en anden Gud – end den de læser om i NT. Det er ikke det billede jeg ønsker at tegne, og det er heller ikke det billede, jeg tror, Bibelen ønsker at tegne af den Gud, som den beretter om. Jeg synes, jeg har kæmpet en del med dette spørgsmål og tænkt en del over, hvordan man evt. kunne forklare denne tilsyneladende forskel i Guds natur og ageren. Og jeg er ind til videre kommet frem til følgende: For at Guds frelsesplan kunne/kan gennemføres, måtte/må han agere forskelligt i forskellige kontekster og til forskellige tider. Vi må på en eller anden måde forsøge at rumme den Gud, som åbenbarer sig for Moses på Sinaj, for Gud kender naturligvis alt for godt lovens svaghed: Den kan ikke tilgive! Det har aldrig været dens opgave. Den skal vejlede, vise til rette og dømme. Den skal sætte grænser. Det er derfor Gud gang på gang giver løfter og understreger: Jeg frelser… Jeg viser nåde…

Guds løfter og planer

Gud kender som sagt lovens svaghed, og derfor har Gud naturligvis en plan – en plan han løfter lidt af sløret for overfor særligt to profeter: Jeremias og Ezekiel.

Jer. 31,31-33:

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.

Ez. 11,19-20:

Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.

Ez. 36,25-28:

Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.

Det er stærke og kraftfulde løfter vi læser her. Det er løfter om en helt ny pagt – om en lov af en helt anden karakter. Ikke en lov der er skrevet på store stentavler der ligger gemt i en ark der står i et tempel, hvor man så kan møde Gud. Den nye pagt er en lov skrevet i hjertet – og Ezekiel sætter trumf på: Jeg giver jer min ånd… Det må have været voldsomt for Ezekiels tilhørere at lytte til – de havde jo hørt om, hvordan Guds ånd svævede over vandende før verden blev til; hvordan hans ånd kom over Samson, så han gjorde mægtige gerninger; hvordan ånden kom over selveste David idet han blev salvet til konge over Israel. Jeg giver jer min ånd… Det er et løfte, der er værd at lægge mærke til.

Pinsen – NT-versionen

Nogen hundrede år senere går profetierne i opfyldelse. Jesus er faret til himmels og på selve pinsedagen – altså jødernes pinsedag – er disciplene samlet i det øverste værelse i en bygning i Jerusalem. Pludseligt kommer der et vindstød, tunger af ild kommer til syne, disciplene bliver fyldt af Helligånden og begynder at tale på andre sprog, så de andre i byen undrer sig. Peter bruger denne undren til at holde sin berømte pinseprædiken. Her udfolder Peter ikke sammenhængen mellem loven og Helligånden (ærgerligt!), men fokuserer i stedet på det missionale aspekt ved situationen, hvilket kan siges at være meget godt, da den første menighed grundlægges denne dag.

Paulus’ pinseprædiken

Paulus kommer til gengæld ind på en hel del af sammenhængen i 2. Kor. kap. 3 – et kapitel vi måske kunne kalde Paulus’ pinseprædiken…

Paulus skriver her om den gamle og den nye pagt, og han lister en hel del forskelle op på de to pagter:

Den gamle pagt	Den nye pagt
Tavler af sten Bogstavets pagt Bogstaven slår ihjel (3000 bliver slået ihjel den dag Moses kommer ned fra Sinai-bjerget) ’dødens tjeneste’ Førte til fordømmelse Skjult	Tavler af kød og blod Åndens pagt Ånden gør levende (3000 omvendes pinsedag efter Peters prædiken) ’Åndens tjeneste’ Fører til retfærdighed Åbent Frihed Forvandling

Først ønsker Paulus at slå fast, at menigheden i Korinth er blevet til ved deres tjeneste (Paulus + Timotheus) – de er et Kristus-brev – altså et vidnesbyrd om Jesus. At de kan være dette vidnesbyrd er ikke et resultat af at de har fulgt loven, men ved at de har fået Guds ånd. Dernæst slår Paulus fast, at der er indført en ny pagt af Gud. Paulus og Timotheus er ikke tjenere af Sinaj-pagten, bogstavets pagt, lovens pagt, men Åndens pagt! Dette skift i tjenester begrunder Paulus i, at bogstaven slår ihjel, mens ånden gør levende. Dette har Paulus et helt klart historisk bevis for. Jeg ved ikke om det er et tilfælde, eller om det er vidunderligt vidnesbyrd om forskellen på netop loven og Ånden: Da Moses har brændt guldkalven og sendt levitterne rundt i lejren for at slå broder, ven og nabo ihjel, bliver næsten 3000 dræbt. Da Jesus har sendt Helligånden pinsedag og Peter har holdt sin pinseprædiken bliver næsten 3000 omvendt. Jeg er sikker på Lukas, som har skrevet Apostlenes Gerninger, har kendt beretningen om guldkalven og at hans observation af, at næsten 3000 bliver føjet til denne dag, er hans helt egen kommentar til begivenheden. Paulus fastholder i det følgende tanken om at bogstaven slår ihjel og ånden gør levende, når han skriver om ’dødens tjeneste’ og ’Åndens tjeneste’. Paulus fortsætter lidt med at pointere forskellene mellem den gamle og den nye pagt, men der hvor det bliver rigtig interessant er der, hvor modsætningerne stopper og Paulus beskriver den nye pagt med to egenskaber: Frihed og forvandling. Den som står i den nye pagts tjeneste vil komme til at erfare frihed og forvandling.                     

Friheden

Friheden Paulus taler om beskriver han ikke nærmere, men hvis vi slår op i Romerbrevet finder vi en mere direkte lovisk terminologi, som også viser os, hvad vi er gået fra og til.

Rom 8,1-4:

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.

Vi er nu under en ny lov – livets ånds lov. Og det er vigtigt at lægge mærke til at denne nye lov har sit mandat fra Jesus Kristus – uden ham kan denne nye lov ikke befri mig fra noget som helst – uden ham er den værdiløs. Dermed knytter Paulus påsken og pinsen uløseligt sammen. Det gør historierne sandsynligvis også. Da Helligånden kommer over disciplene befinder de sig ret sikkert i det selvsamme værelse, hvor de skærtorsdag aften hørte Jesus sige ordene: Dette er den nye pagt ved mit blod… Denne nye pagt skal altså ikke isoleres til påsken – det ville også være en stor fejl. Hvis vi sammenholder, hvad Paulus siger i 2. Kor. kap. 3 og her i Romerbrevet, er det som om Paulus vil gøre os opmærksom på, at den nye pagt Jesus indstifter skærtorsdag, den fuldendes først pinsedag.

Netop i temaet frihed finder vi hvad der knytter den jødiske og den kristne pinse sammen: Gud indledte sin lovtale med at minde israelitterne om, at det var ham som havde befriet dem fra slaveri og fangenskab – Gud knyttede altså også påsken tæt sammen til pinsen. Umiddelbart kan vi godt synes at sammenligningen falder til jorden, for loven er jo ikke god i vores optik. Men når vi fx læser Salme 119 kommer vi på helt andre tanker. Her finder vi vers som:

Deres hjerte er sløvt af fedt, men jeg glædes ved din lov. (v 70)

Lad din barmhjertighed nå mig, så jeg må leve, for din lov er min opmuntring. (v 77)

Hvor jeg elsker din lov, hele dagen er den i mine tanker. (v 97)

Gud befriede altså israelitterne fra fangenskab til frihed. Ligesom Jesus har befriet os fra syndens og dødens fangenskab til frihed.

Forandring

Så mangler vi blot det sidste punkt: Forandring. Dette er ved at blive lidt langt, så jeg skal gøre det kort... Det som Paulus gør klart – ikke blot i denne tekst, men i utallige andre er, at frelse eller omvendelse eller efterfølgelse eller discipelskab (eller hvad man nu vælger at kalde det) må altid (kan ikke understreges nok) følges op af forandring. Du kan ikke blive ved med at være den samme efter du er begyndt at følge efter Jesus og har fået Helligånden i dig. Paulus siger det så kryptisk og enkelt som Paulus nu kan sige det i Filiperbrevet:

Blot skal I føre et liv, som svarer til Kristi evangelium… (1,27)

Hvad betyder pinsen? – en delkonklusion

Personligt synes jeg det er noget sværere at overføre pinsens jødiske rødder til nutidens kristendom end det fx er med påsken. Pinsen synes abstrakt, hvor påsken har et måltid og en mand af kød og blod på et kors. Alligevel må vi forsøge at (be)gribe pinsen for det, den er: Et løfte om noget nyt! Som Paulus så smukt opsummerer ånden (!) i pinsen.