Efter næsten to tusinde år som en ubetydelig minoritet, er bevægelsen af Jesus-troende jøder (også kaldet messianske jøder) i stærk fremgang. På et tidspunkt sidst i '90'erne plantedes en ny menighed eller husgruppe hver anden måned, og der har ikke været så mange, siden den kristne urkirkes første år efter Golgatha og Jesu opstandelse. Disse menneskers historie og nutid ånder af spænding og kampe, og deres fællesskaber syder og bobler af liv og nye idéer, som kan give et frisk pust af liv ind i vores gamle kirke.

Endnu en ny gruppe Jesus-tro
Jødiske Mona har, sammen med hendes mand og parrets datter, rykket teltpløkkene op fra Jerusalem med et helt specielt formål i baghovedet. Familien er nemlig en del af de omkring 5000 jøder i Israel, der har opdaget, at Jesus var den Messias, hendes slægt og tradition havde ventet på i så mange tusinde år.

Mellem Tel Aviv og Jerusalem har den israelsk stat anlagt en by, der er nødvendig for at dække det enorme behov for bosteder, der er i Israel. Her bliver plads til 120.000 mennesker!

Monas familie er flyttet til nybyggerbyen og har allerede plantet et nyt husfællesskab af Jesus-troende jøder. Det er menighed eller husfællesskab nummer 65. "Vi vil vise, at vi bare er almindelige mennesker med en normal opdragelse. Vi er ikke en sekt, men arbejder på at blive accepteret som jøder. Her er brug for os til at fortælle, at Jesus selv var jøde. Han er døren ud af jødedommens lovbundne traditioner," fortæller Mona. "Jesus er den Messias, vi så intenst har søgt efter."

Alle jøder skal omvendes
I anden halvdel af det 20. århundrede sidder verden vidner til at den messianske jødedom for alvor er genopstået. De første spæde spirer brød mulden i Rusland i slutningen af 1800-tallet, og den specielle bevægelse har efter slid og møje endelig har fundet en niche i den religiøse verden.

For få år siden ville bevægelsen af Jesus-troende jøder slet ikke figurere, når der skulle laves statistikker og oversigter over det religiøse liv i Israel og rundt i verden. Men antallet er nu så stort, at de Jesus-troende jøder ikke mere kan ignoreres. De åbner muligheden op for, at Israel omsider skal blive et lys for alle folkene, som Det Gamle Testamente beskriver det.

Der har aldrig været så mange jødiske kristne, siden de menigheder, der er beskrevet i bogen Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente blev kaldt den største minoritet. Efter en pause på 13-1400 år, pibler livet igen frem af Israels muld. Blandt deres jødiske naboer, spreder de bekendelsen, at Jesus af Nazareth er den Messias der er forjættet i de jødiske Skrifter. Og det er dem, der skal gøre det.

God satsning
"I mange år har vi i spænding ventet på, om vi har redet på de forkerte kameler," fortæller den danske præst i Jerusalem, Jens Arne Skjøtt, der er ansat af Den danske Israelsmission. "Vi vil gerne se jøder, der kommer til tro på at Jesus er den sande Messias."

Caspari-centret har været et vigtigt udgangspunkt for noget af Israelmissionens arbejde en del år. Midt på Jaffa Street i Jerusalems bankende hjerte ligger dette studiecenter for Jesus-troende jøder. Her kommer både de jøder, der tror på Jesus og enkelte ortodokse.

Præsten fortsætter: "Vi har haft en tro på, at det var vores opgave at støtte de små Jesus-troende samfund rundt omkring. Og nu sker det fantastiske, der gør os helt stakåndede." Jens Arne Skjøtts øjne spiller af glæde. "Det nytter ikke at vi kristne går direkte til jøderne med det budskab. Det er meget mere troværdigt, når en jøde møder en anden jøde med evangeliet. De Jesus-troende jøder når meget længere ud, end vi nogensinde vil have mulighed for i Israelmissionen, uanset hvor mange evangelisations-fremstød vi stabler på benene nede på Ben Yehuda (strøget i Jerusalem)", beretter Jens Arne Skjøtt.

Han fortsætter: "Min kone og jeg var missionærer i Afrika i 8 år. Der kom vi meget bedre i kontakt med lokalbefolkningen, når vi brugte afrikanerne til at henvende os til afrikanerne. Vi danskere vil jo også helt naturligt lytte mere til, hvad en dansker har opdaget, end hvad en kineser eller afrikaner kommer og prakker os på. Vi har mest tillid til en af vore egne", fortæller den danske præst.

Både på Caspari-centret og gennem andre projekter giver danske kristne i Israelmissionen støtte, viden og hjælp til de mange nye Jesus-troende jøder. De har et stort behov for oplæring og tilgang til den litteratur, de kan finde på Caspari-centrets bibliotek, som er det mest omfattende af sin art i Israel. Her står bøger, som ikke kan findes andre steder. Derfor er det ikke usædvanligt at møde ortodokse jøder dér.

Folket midt imellem
Noget af det vanskeligste, som de Jesus-troende jøder står overfor, er, at en stor del af den religiøse jødedom afviser dem. De hævder, at jøder, der tror på Jesus, har opgivet deres jødiskhed. Det gør de på trods af at mange Jesus-troende jøder endog vil indvende det modsatte. Mona fortæller, at det først var efter hun kom til tro på Jesus af Nazaret som Messias, at hun virkelig opdagede sin egen jødiske identitet. Skrifterne åbner sig pludselig. Det hele hænger sammen!

"Vore naboer har svært ved at acceptere os, fordi vi sætter en person, som de har udstødt og forkastet for 2000 år siden, så centralt for vores frelse", fortæller Mona. Hun sad i en periode i Caspari-centrets reception og tog imod de mange jøder, som kommer forbi.

De Jesus-troende jøder har demonstreret udenfor det israelske folketing, Knesset for at få samme rettigheder under loven om tilbagevenden, som alle de andre jøder. De prøver at overbevise staten om, at selv om en jøde accepterer Yeshua (Jesus) som Messias, forkaster han på ingen måder jødedommen som livsstil, folk og kultur. Derfor har disse specielle jøder også flere gange haft problemer med at få tilladelse til at emigrerer til Israel, fordi de ikke betragtes som ægte jøder af den eksisterende jødedom.

"Jesus sagde selv, at han ville blive årsag til at der kom splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor", siger Mona. "Jeg har oplevet det storslåede, at min familie er kommet til tro på Jesus én efter én, som ringe i vandet. Det er fantastisk at jeg får lov til at være lys ind i hele min jødiske familie. Nu er ringene i vandet ved at sprede sig ind i min svigerfamilie også. Det er den bedste måde vi kan evangelisere for vores jødiske omverden på - ved at vise vores tro i de nære personlige forhold til venner og naboer. Kampen står på det personlige plan. Og Jesus virker stærkt og overvældende i Israel i disse år," slutter Mona.

Chikane men længsel efter Messias
De Jesustroende jøder står i fare for at få brændt bilen af, blive stenet eller modtage ubehagelig post fra antimissions-organisationerne blandt de religiøse ortodokse jøder i Israel.

Dygtigt organiserede antimissionsorganisationer i det ortodoks-jødiske samfund kæmper mod de jesustroende jøders arbejde både i Israel og i andre steder i verden, hvor der bor jøder. De skyer ingen midler for at drive hetz og chikane mod mennesker, som "fanges i" at drive mission. For eksempel er en menighed i Tiberias i Nord-israel blevet forbudt at holde gudstjeneste inde i byen, fordi de ortodokse jøder står stærkt i denne by. Derfor må menigheden dér samles i lokaler UDENFOR byen.

Gennem det sidste år har de messianske jøder stået sammen med kristne kirker i kampen mod antimissionsloven. Den blev fremsat i Knesset (Israels folketing) og skulle forbyde al anden mission end jødisk. Loven er på dette tidspunkt sat i bero, men endnu mere vidtrækkende lovforslag er siden fremsat af de ultraortodokse jødiske grupper.

Heldigvis er der sket store forandringer i Israel de sidste år. Landet er blevet mere nuanceret og åbent overfor, at der er andre grupper end de ortodokse jøder, som ønsker at dele deres overbevisning med andre mennesker.

I dag er der regelmæssigt blevet afholdt missionskampagner inde i selve Israel! Det var utænkeligt for blot få år tilbage. Man uddeler traktater og anden litteratur på gaden. De Jesus-troende jøder har knyttet kontakter til mange ikke-troende, som menighederne i fællesskab følger op på.

De verdslige medier, som dagbladet Jerusalem Post, Jerusalem Report og Israelsk TV's to kanaler, har accepteret de Jesus-troende jøder. Alle har de sidste år haft en sober dækning af de Jesus-tro. Flere og flere ikke-religiøse jøder viser stor interesse for de Jesustroendes overbevisning, det er Mona et levende bevis på.

Dygtige jøder højt på strå
Store og vigtige stillinger i lande langt fra Israel har ofte været beklædt af jøder. F.eks. var både fysikeren Einstein, den tidligere norske stortingspresident Jo Benkow, den nuværende Secretary of State i USA, Madelaine Albright, den verdensberømte danske pianist Victor Borge og journalisten Samuel Rachlin alle jøder.

I dag rejser stadigt flere jøder ud for at arbejde i forskellige erhverv rundt i verden. Jesus-troende jøder er ikke direkte missionærer men møder andre jøder ude i verden, og er en del af deres fællesskab. De kommer til at tale sammen derude, fordi de er jøder, og ofte drejer samtalerne sig om Messias.

Jøderne er meget focuserede på, hvornår Messias kommer, og hvem den person er, som Det Gamle Testamente taler så meget om. Her kan de Jesus-troende jøder melde sig med et klart vidnesbyrd om, at de har oplevet at Det Gamle Testamente peger på Jesus fra Nazaret.

Holder fast i traditioner
Omskærelse, bedesjal og kippa er dagligdag for nogle af de Jesustroende jøder. "Denne bevægelse holder grundigt fast i, at de er JØDER! Derfor ønsker de fortsat at leve i denne tradition," fortæller stud. theol Sigurd Støren fra Oslo. Han har arbejdet med at kortlægge de Jesus-troende jøders menigheder og gudstjeneste-ordninger i Israel. "Omskærelse er helt bibelsk, hvorimod bedesjaler og kippa (kallot på hovedet) ikke er omtalt i Bibelen. Alligevel bruger omkring tre af de jesustroende menigheder her i Israel disse ydre udtryksmidler for at identificere sig som ortodokse jøder," fortæller Sigurd Støren.

Han fortsætter: "De Jesus-troende jøder kræver sin ret til at udtrykke sig både i sin daglige gudstjeneste-form og på en måde, der harmonerer med deres jødiske arv. De tror, det er vigtigt at holde fast ved det jødiske udtryk for deres tro."

"Der er klart forskellige meninger blandt de Jesus-troende jøder om, hvilke dele af de jødiske traditioner, de skal overholde. Flertallet holder dog fast ved de elementer, der er bibelske og som minder om Israels historie og Guds udvælgelse, forløsning og håb for hans folk. Derfor fejrer ALLE Jesus-troende jøder også de jødisk-bibelske fester, de nationale helligdage og mange følger Toraens påbud.

Festerne er blandt andet Pesach - påske, som netop er afholdt: Jøderne mindes hvordan Israel blev udfriet fra slaveriet i Ægypten. De Jesus-troende ligger et yderligere indhold i påsken. De fejrer både befrielsen fra trælleriet i Ægypten og Jesu tolkning af dette, at mennesker er slaver af synden. Derfor belyser de påsken i lyset af hans død (blodet fra lammet på dørstolperne i Ægypten) og opstandelsen. Jesus fuldbyrdede og opfyldte Guds frelsesplan. Ligeså med Sukkot - Løvhyttefesten, Shavuot - Pinse etc. Jesus afskaffede ikke Israels fester og traditioner. Han overholdt dem selv.

Men det er helt centralt for de Jesus-tro jøder, at de på ingen måder holder deres jødiske traditioner i hævd for at blive frelst. Det er alene et ydre tegn på deres identitet gennem tusinder år. Og den vil de fleste holde fast i", slutter Støren.

Broget menighedsopbygning
Kirken har historisk set ikke gjort nok for at bringe evangeliet til det jødiske folk. Men de Jesus-troende jøder er helt løsrevet fra vores traditionelle tankegang om, hvad en kirke er. Derfor kan de både være broen, der når jøderne med evangeliet, samtidigt med at de kan inspirere vores kirke.

Det er meget individuelt, hvordan de forskellige menigheder af Jesustroende jøder verden over lægger vægt på deres jødiske tradition. Det største antal Jesus-troende jøder bor i Staterne. Dér er tendensen, at menighederne bruger en hel del af liturgien fra den traditionelle jødiske synagoge-gudstjeneste. Modsat Storbritannien og Argentina. I Europa hersker en evangelikal tradition, og derfor varede det længe før jødiske elementer trængte ind i de Jesus-troende jøders sammenhæng dér. Og sådan fortsætter det ud over verdenskortet.

Nogle menigheder mødes privat som cellegrupper eller husfællesskaber. Her samles fra to-tre familier og opad ude i private hjem. Fællesskabet er blevet til, enten fordi de bor langt fra de mere etablerede menigheder, eller fordi de arbejder på at nå deres venner i dette område. De større grupper må leje lokaler til deres regelmæssige møder. Her svinger deltagelsen fra 15 til over hundrede mennesker ved en almindelig sabbats-fejring lørdag.

Lørdag er nemlig den sædvanlige hvile- og helligdag. På denne måde bryder de Jesus-troende jøder ikke den jødisk rytme i resten af samfundet. For de fleste har det også teologiske årsager, at man netop vælger at samles på sabbatten.

Nægter at kalde sig kristne
Jøderne har på ingen måder været immune overfor korstog, krigeriske kristne og det kristne Tyskland, der lagde seks millioner jøder i aske i Holecaust med mere eller mindre accept og støtte fra mange kristne kirker i Europa. Disse historiske tragedier er skyld i at mange jøder forsager det kristne navn - også de Jesus-troende. De vil på ingen måder kaldes kristne eller sættes i bås med dette navn.

Betegnelsen "kristen" er virkelig en belastet etikette. Alt for meget blod har flydt på grund af kristne, der ville befri Det Hellig Land som korsfarerne, der brændte tusinder af jøder af i deres synagoger eller den tyske kristne kirke, der satsede på en forkert leder, da Hitler proklamerede en ren arisk race i slutningen af trediverne.

Nogle vil kalde dem Messianske jøder, fordi de tror på at Messias er kommet. Betegnelsen er bare misvisende, idet der gennem årene har stået andre personskikkelser frem, som er blevet kaldt Messias. Senest med den amerikanske jøde Rabbi Menachem Mendel Schneerson. Han døde dog i New York i juni 1994. Men der er konstant vagt ved hans grav i USA, fordi en rigtig Messias står op af graven! Mange i den ortodokse jødedom har sat deres håb til denne moderne Messias, selvom Schneerson ikke selv har anerkendt, at han var Messias. Desuden opfylder han kun på en utilfredsstillende måde de bibelske krav for, hvordan Messias er og skal være. Alligevel kaster mange jøder deres lid til ham, og jævnligt er der fremstød på gaden i Israel for denne overbevisning. De Jesus-troende jøders overbevisning om, at det var Jesus af Nazaret, der var Messias, udskiller dem i mange jøders øjne automatisk fra jødedommen.

"De jødiske menigheder har haft muligheden for at starte helt på en frisk; noget mange andre kristne kirker godt kunne trænge til og drømmer om," fortæller danskernes præst i Jerusalem, Jens Arne Skjøt. "Derfor er de Jesus-troende menigheder heller ikke bundet af vores kirke-tradition, men frie til at skabe Kirke. Vi, de ikke-jødiske kristne, har op gennem historien svigtet ved ikke at række evangeliet til det jødiske folk. Nu har vi mulighed for at støtte de Jesus-troende jøder i deres bestræbelser på at overleve og vinde flere blandt deres jødiske naboer og slægt. Desuden må vi se på dem og lade dem give et frisk pust af liv og entusiasme ind i vores gamle kirke!", slutter præsten i Israel.

Samarbejde i paraply
De første Jesus-troende jøder måtte både i praksis og tro blive ikke-jøder. Men i takt med at flere og flere jøder vendte sig til Jesus som Messias, blev der brug for at samle trådene i det forvirrende bundt af løse ender. De jødiske Jesus-troende blev først virkeligt forenet, da der blev dannet en paraply-organisation, The Hebrew Christian Alliance, den 14. maj 1867. Da denne første hebræisk-kristne alliance opstod i England, trådte mange jødiske Jesus-troende i kirkerne åbent frem og vedgik deres jødiske afstamning. Fænomenet bredte sig nu som en steppebrand, og før århundredeskiftet var der etableret nationale alliancer i mange europæiske lande.

Som i så mange andre kristne sammenhænge, blev der kort tid efter også dannet et andet åndeligt fællesskab for de Jesus-troende jøder: The Hebrew Christian Prayer Union. Som navnet siger, lagde den stor vægt på bøn og åndeligt fællesskab. På mindre end syv år blev denne tanke så godt modtaget, at den spredte sig til hele verden medens medlemstallet voksede fra 147 til 600. Alle alliancer blev samlet i en fælles front i 1925, da The International Hebrew Christian Alliance (IHCA) blev dannet.

I dag mødes lederne i Israel til lederkonferencer og andre fælles aktiviteter, som gør de Jesus-troende jøder mere synlige for resten af samfundet. På denne måde sender de et budskab til de udenforstående: bevægelsen er ikke blot nogle få stykker med en mærkelig tro, men en bevægelse, der repræsenterer alle samfundslag, til trods for deres forskelle.

Oprindeligt var det kun amerikanske jøder, og mennesker på samfundets nederste trin, der befandt sig i de Jesustroende sammenhænge, men i dag finder man computer-folk, lærere, socialpædagoger og jøder fra alle sociale lag.