- af nuværende MTP-volontør Sine Søndergaard Korsholm

Man kan have gode dage og dårlige dage. Sådan er det vist for alle. Og lige meget hvad, så har alle – krøller eller ej, kørestolsbruger eller ej, kippa eller ej – også brug for mennesker at være sammen med hver eneste dag.

Mit arbejde pt. består ikke bare i at hjælpe beboere på toilet, give dem mad eller lægge tøj frem til næste dag. Det handler i høj grad også om at være en ven, som er der for dem i glæder og sorger. Jeg bruger nemlig seks måneder på at være volontør på en institution for unge kørestolsbrugere i Jerusalem. Det at være volontør og være sammen med unge mennesker i kørestol ser jeg som en kæmpe mulighed for at hjælpe og modtage. Det er nemlig en gave til dem, lige så vel som det er en gave til mig.

”I stopped crying because I saw you”

Jeg skulle en dag hen i køkkenet på institutionen og så en beboer græde. Min kollega havde travlt, så jeg gik hen til beboeren. Der skulle ikke meget til, før hun stoppede med at græde. Faktisk skulle jeg bare give hende et lille knus, ae hende lidt på håret og tørre hendes øjne. Straks poppede det skønneste smil frem, og hun sendte mig et luftkys.

Da jeg mødte på arbejde dagen efter, spurgte jeg min beboer, om hun var okay. Hun smilte og sagde ja, hvortil hun tilføjede: ”I stopped crying because I saw you. You always make me happy!” Jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes søde kommentar og så give hende et knus.

… Derfor!

Det er oplevelser som denne, som gør det frivillige arbejde værd. At se alle beboerne sætte sig op med ranke rygge i deres kørestole, smile og råbe mit navn, når jeg kommer på arbejde, eller at høre dem kalde mig: ”You crazy, Danish blond girl”. Så ved jeg, at min indsats for at være en ven for dem er lykkedes.

Jeg kan faktisk sige, at jeg elsker at være volontør. Jeg elsker at danse rundt og synge dårligt, jeg elsker at kilde beboerne, indtil de giver mig ret, og jeg elsker at sætte underbukserne på hovedet af dem, så de kan smile og få en lidt sjovere morgen end normalt. Deres smil får mig til at smile, og jeg ved, at jeg er det helt rigtige sted lige nu.

Lige nu sidder jeg derfor og smiler over hele femøren og ønsker, at alle får samme oplevelser som mig. At rejse og opleve et andet land, en anderledes kultur og andre religioner er spændende. Men det er endnu mere spændende at hjælpe mennesker, som har brug for det, og som giver udtryk for deres glæde over min tilstedeværelse. Så er jeg det rigtige sted!