Return to sender

Jul og nytår langt væk hjemmefra

Ja, så blev det også december i Jerusalem, og vi prøvede på bedste vis at komme i julestemning. Det var dog lidt svært. Her i Israel fejrer størstedelen af befolkningen ikke jul eller nytår, da de enten er jøder eller muslimer. Der er kun en lille del i det kristne kvarter i den Gamle By, som fejrer jul.

Julestemningen begynder
Den 1. december havde vi julehygge i præstelejligheden. Vi bagte pebernødder, brunkager og vaniljekranse samt 300 æbleskiver, som skulle serveres til adventsfesten i Danske Kirke ugen efter. Det var dog ikke det vi havde mest lyst til denne dag, da temperaturen viste 25 grader udenfor, og naboen grillede ...! Det blev dog en god dag trods alt.

Lørdagen efter var der gudstjeneste med efterfølgende adventsfest i refektoriet (lokale ved siden af kirken). Her var der rigtig julehygge. Vi fik æbleskiver, gløgg, sang julesange, havde julequiz, klippede og flettede julehjerter og stjerner. Til slut læste Olsen (præsten) en julehistorie. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, og det hjalp lidt på vores julestemning.

Ellers var det nærmest som normal hverdag op mod jul. Én gang om ugen så vi seks afsnit af "The julekalender". Det var hyggeligt.

Vi havde alle et projekt inden jul, der hed gaveindkøb. Vi skulle hver især dog kun købe til enten én af de andre volontører eller Olsen.

Jul her i Jerusalem er ikke som i Danmark, hvor butikkerne begynder at pynte op sidst i oktober. Nej, det var først midt i december, at der blev tændt for julebelysningen nogle få steder.

Julefejring
Den 24.december havde vi begge fri. På vej til gudstjenesten juleaftensdag havde vi en lidt mærkelig følelse. Som tidligere nævnt holder kun en meget lille del jul i Jerusalem. Det betød, at alting var fuldstændigt, som de plejede at være. Lige så meget trafik og en masse mennesker i bussen.

Gudstjenesten begyndte kl. 14. Det var ret festligt. Der var en del danskere i kirken, som normalt ikke kommer. Efter gudstjenesten tog vi op i præstelejligheden for at gøre klar til om aftenen.Vi var samlet 16 personer til julefesten. Nogle af dem havde vi ikke set før.

Det blev næsten som en normal dansk jul. Familien manglede selvfølgelig, men den var i tankerne. Menuen stod på flæskesteg og kalkun. Hertil var der kartofler, brun sovs, franske kartofler og tyttebær, brune kartofler og rødkål (importeret fra Danmark) Dette havde Olsen tilberedt, og det smagte rigtig godt. Til dessert havde én af de andre danskere lavet ris a la mande og kirsebærsovs. Det smagte også godt, men da mandlerne ikke var hakket i så små stykker endte det med, at der var tvivl om, hvem der havde fået mandlen - og dermed 'fortjente' mandelgaven!

Efter spisningen gik vi traditionen tro rundt om "look a like" cypres-juletræ. Vi sang en del salmer, inden vi gik i gang med at give hinanden gaver - volontørerne og præsten imellem.

Herefter var der hygge med småkager, hjemmelavet konfekt og andre gode sager. Kl. 03.30 om natten så vi de sidste seks afsnit af "The julekalender". - Ja, det var bar' hygli'

Juledag havde vi snakket om at tage til Betlehem, men det endte med, at vi blev i præstelejligheden og slappede af med hygge og film. 2. juledag var det almindelig arbejdsdag igen. Resten af juledagene forløb som normale hverdage.

Nytårsfest uden raketter
Nytårsaften var også hos Olsen og Andreas i præstelejligheden, hvor vi var 17 mennesker samlet. Vi startede med forret, hvorefter vi så - eller mest hørte - dronningens nytårstale via internettet. Herefter fortsatte vi med hovedretten og desserten, inden der var et par quizzer. Kl.22.30 tog vi af sted til midnat messe i den Danske Kirke.

Da gudstjenesten desværre kom 10min for sent i gang, nåede vi ikke at komme ud for at se det fyrværkeri, der blev skudt af i det kristne kvarter i den Gamle By. Vi gik dog op på taget af kirken alligevel og fejrede nytåret med champagne og kransekage (også importeret fra Danmark). Vi havde også nogle stjernekastere - så lidt vildt blev det alligevel!

Efter at nytåret var blevet fejret på kirkens tag, tog vi tilbage til Olsen og hyggede videre med spil og lege. Vi sluttede nytårsaften med at gå en tur, inden vi gav os til at sove kl. 06 om morgenen.

Det var lidt om vores jul og nytår her i Israel. Vi havde en god, men anderledes juletid her, og vi ville ikke have været foruden denne oplevelse.


Mange hilsner fra Gilo, Jerusalem
Heine Hoon Nielsen og Dennis Kristensen
Meet The People-volontører

09.01.2008