Lykkeligt uvidende

Efter en hektisk tid, med til tider intens forberedelse af vores arbejde i Israel, er vi nu klar til at starte eller er vi nu også det? Har vi egentlig haft tid til at gøre os forestillinger om landet, menneskerne, vi skal møde, arbejdet, vi skal gøre eller andre af de mange oplevelser, som vi kommer ud for de kommende måneder?

Vi har selvfølgelig taget os den tid. Vi har haft svært ved at skjule vores begejstring, når vi i det forfrosne Danmark skulle forklare, at Jerusalem har fuld sol og 25 grader. Det har også været en oplevelse i sig selv at betragte mennesker og deres  reaktioner, når vi har snakket om ørkenture, arbejde på Vestbredden, strandture og bare det faktum, at vi skal bo i Israel i 6 mdr. Men har vi forventninger, der rækker ud over dette?

Ja, det har vi helt bestemt! Vores håb er at skabe fred i Mellemøsten.

Vi håber, at vi i det mindste kan få lov at så nogle frø, der kan inspirere til fremtidens fred iblandt de unge her, at vi kan få lov at tage del i og opleve, at de unge i Israel og Palæstina får en indre fred gennem Musalahas arbejde. Vi forventer at se en udvikling finde sted hos disse mennesker. Vi forventer at se personlige relationer udvikle sig og blive til venskaber på tværs af kultur, opvækst og samfundslag. Det er store forventninger, men midt i det hele har vi også en forventning til, at vores almægtige Gud vil handle.

Vi har allerede mødt både folk, der mener projektet er helt umuligt og urealistisk og folk, der synes, det er fantastisk og spændende. Selve begrebet forsoning og meningen bag dette, er selvfølgelig også noget, vi har tænkt meget over. Mennesker har dybt forskellig tilgang til forsoning og har også dybt forskellige forudsætninger, hvad enten det handler om venskaber, ægteskaber, arbejdsmæssigt, kirker imellem eller som i vores tilfælde... Ja, det er så her, vi håber, at kende noget mere til forsoning og få et meget klarere billede af begrebet igennem vores arbejde her. Hvorfor er det en nødvendighed? Er det muligt? Kan forsoningsarbejdet være sin egen største fjende, når mennesker forlader projektet, fordi de slet ikke ønsker forsoning?

Da vi kun skal være her i en begrænset periode af 6 måneder, i hvert fald i denne omgang, kan det måske lyde som store forventninger. Det er det også og selvfølgelig er forventningerne bundet op på håb. Vi ved også godt, at det, vi mest af alt kan forvente er en masse oplevelser og at møde mennesker, som kan give os en bredere forståelse af den verden, hvori vi kun er gæster for en tid, men som er deres hverdag og liv. Men vi håber og tror på, at vores arbejde her kan gøre en forskel. Musalaha som organisation har berørt tusindvis af mennesker gennem de sidste knap 20 år, og derfor tør vi også have høje forventninger til det næste halve år.

Vi har også forventninger til os selv. Vi håber selvfølgelig, at vi udvikler vores menneskelige kompetencer, vi kommer til at være i kontakt med mange forskellige mennesker med forskellig baggrund, bagage og holdninger. Vores organisatoriske evner bliver sandsynligvis også testet, og vi håber at kunne inkorporere forsoningstankegangen i vore egne liv og i en dansk kontekst. Vi forventer også, at den tætte kontakt med lokale, kan hjælpe os til at få et bredere perspektiv på konflikten fra begge sider. Vi forventer i denne sammenhæng også at blive overrasket og er allerede blevet det et par gange.

Vi kan forvente en hel masse forskellige ting og i virkeligheden er der ikke nogen af os, som ved præcis, hvad vi skal forvente. Men helt sikkert er det, at det bliver et halvt år fyldt med helt andre udfordringer end, hvis vi var blevet hjemme...

Af Eva Jacobsen & Jonathan Thormann Nielsen