Jeg har siden begyndelsen af august arbejdet på French Hospital St. Louis, som ligger i centrum af Jerusalem - lige over for New Gate.
Hospitalet fungerer i praksis som en mellemting af et dansk plejehjem og et hospice, da mange patienter er meget syge og blot få kommer levende derfra!
Den sidst ankomne patient er en 32-årig arabisk kvinde, som, siden hun fødte sit sjette barn i august, har været i koma. Sådanne triste tilfælde er der desværre flere af, men heldigvis er der også mere friske og hyggelige patienter, vi kan snakke med og prøve at give en ordentlig hverdag på trods af deres sygdom.
Mit arbejde består i almindelig plejearbejde, det vil sige at vaske, skifte og made patienterne m.m. Arbejdsopgaverne er indimellem ret udfordrende, for selvom jeg ingen uddannelse har, får jeg alligevel en del ansvar. Men det er også det, der gør arbejdet spændende.
Religionsfrihed
En anden spændende ting ved arbejdet og stedet er, at hospitalet er katolsk, men både patienter og personale er en skøn blanding af kristne, jøder og muslimer. Det er dejligt at opleve, at selvom de forskellige religioner nogle gange giver anledning til sammenstød andre steder, så er stemningen på hospitalet helt igennem fredelig. Der er blevet fejret både jødiske og muslimske fester i den tid, jeg har været dér (forhåbentlig fejrer de også jul!). Forleden så jeg en jødisk kvinde hænge ramadan-hilsner op på stuerne hos alle de muslimske patienter.
Den gode stemning giver sig også udslag i stor taknemlighed fra de pårørende. De sætter stor pris på vores arbejde. Desværre forstår jeg bare ikke altid rigtig, hvad de siger! Jeg har fået lært nogle småord på hebraisk, men det forslår ikke meget, hvis israelerne rigtig folder sig ud. Det samme gælder de arabisk- eller russisktalende. Heldigvis er de fleste fagter og armbevægelser internationale!
Godt arbejdsfællesskab
Jeg bor i en lejlighed ved siden af hospitalet sammen med Helle, som også er rejst gennem "Meet the People". Udover os er der ca. 20 andre volontører fra forskellige lande. Hospitalet er af økonomiske grunde afhængig af den arbejdskraft, som volontørerne kan tilbyde, og det er rart at vide, at vi virkelig gør en forskel for patienterne.
Det er dejligt, at der er så mange andre unge mennesker at være sammen med både på arbejde og i fritiden. Hvis arbejdet indimellem kan være kedeligt og ensformigt, er der altid én, der kan finde på noget sjovt. Selv de ulækreste bleskift kan klares, hvis man er i godt selskab!
Tid til oplevelser
Hospitalet ligger som sagt meget centralt i Jerusalem lige uden for den Gamle By. Selvom vi arbejder seks dage om ugen, har vi alligevel god mulighed for at opleve byen - både på egen hånd og ved at deltage i den Danske Kirkes guidede ture.
Det gode ved at have et helt halvt år i Israel er, at vi har tid til at opleve mere, end man gør på de fleste turistrejser. Dette indebærer vandreture i ørkenen, at finde vej på landevejene i Galilæa, at opleve de jødiske fester på helt tæt hånd osv.
I det hele taget keder vi os sjældent i Jerusalem, og jeg nyder rigtig meget at være her.
Af "Meet The People"-volontør, Mette Lauridsen
30.10.2007