Vi har været vidt omkring den seneste tid. Både i Galilæa og i Egypten. I slutningen af april, tog vi en flok på 9 afsted til Galilæa. Rejseselskabet var: Olsen og undertegnede, volontørerne og endelig een fra mit højskolehold og hendes veninde. Så en god flot vendte næsen mod nord i to lejede biler, med Olsen og jeg som chauffører. Vi tog afsted i godt vejr og et af de første stop, vi gjorde på turen var Bet Shean. Bet Shean er en meget velbevaret by, der blev ødelagt af et jordskælv i 749. Man kalder det også Israels Pompei, fordi området er så velbevaret.Der var templer, bade, teater og meget mere. Der var dog en fantastisk varme den dag. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg vil skyde på omkring 40 grader. Vi drak også den ene flaske vand efter den anden.Samme dag tog vi også forbi 'Jordan Baptist site' et sted, hvor mange folk bliver døbt og tager til for at bade sig. Det er lidt kommercialiseret, så man kan købe diverse ting, sådom helligt vand i flaske, videoer af folk der bliver døbt og meget mere. Lidt skørt synes jeg, men det betyder meget for nogle at bade sig i netop det vand, som Johannes døberen døbte i.Næste dag besøgte vi nogle af de bibelske steder omkring søen og senere på dagen skulle vi ud at rafte. For dem der ikke ved hvad det er, så er det kort og godt at sætte sig op i en gummibåd og lade sig føre ned af en buldrende flod. Det lyder ikke helt forsvarligt, men der er god sikkerhed omkring det. Vi blev placeret i to både med hver sin guide og udstyret med padler og redningsvest og så var det ellers bare derudaf.Det var rigtig sjovt synes jeg, at skulle styre sig igennem diverse fald og hvirvler. Vores folk i den anden båd røg dog i baljen et par gange. Faktisk ikke den bedste oplevelse for dem, det er en skræmmende oplevelse at ryge ned i den stærke strøm. Men vi kom alle helskindet tilbage og kunne med stor glæde nyde en god, kold is.Lørdag skulle vi besøge Nazaret village og ud at sejle på Galiæasøen. Jeg tror faktisk jeg har beskrevet Nazaret Village før i et af mine nyhedsbreve, så det springer jeg let og elegant over her. Det var en god og hyggelig dag.Den sidste dag på vores tur gik det mod vest, ud til kysten og derefter sydpå.
Vi så Haifa og Caeserea. Sidstnævnte er en udgravet by, der var i fuld funktion på Jesu tid. Mange spændende ting at se der.Hele turen sluttede vi af på resturant tilbage i civilisationen ;) Knap var vi kommet hjem fra turen til Galilæa før vi var nogle stykker, der havde planlagt ferie til Egypten. Den første maj, stævnede vi afsted mod nye destinationer, denne gang mod syd. Den første udfordring var at komme over grænsen til Egypten med en rejsedeltager, som ikke var registreret til at skulle være i Israel.
Men efter lidt snak og forklaring, var der dog ingen problemer. Derefter lejede vi en taxi til Cairo, det skulle vise sig at være en hårrejsende oplevelse. For det første kørte chaufføren som død og djævel, speedometeret kom let op omkring de 150 km i timen. For det andet havde vi ham mistænkt for at have røget lidt for meget vandpibe, med noget specielt tobak ;) I hvert fald, blev han mere og mere underlig og udspydede en mærkelig skinger latter, når han var på grænsen til at topedere en bil. Det var med koldsved, blanke øjne og klaprende tænder at vi endelig kom til Cairo. Nu skulle der stærke sager til, for at få pulsen ned og finde lidt trøst, så vi tog på McDonald! Så var lykken gjort og livet vendte stille og roligt tilbage i det matte lemmer... :)Næste dag tog vi til pyramiderne i Giza. Det var en god oplevelse at se dem og så endda på kamelryg. Næste nat drog vi videre, med nattog til Luxor. Meget hyggelig oplevelse at tage med tog og der var fin severing af aftensmad og morgenmadDe næste par dage brugte vi på, at se de forskellige templer og gravpladser omkring Luxor. For mig var den bedste oplevelse at besøge Kongernes Dal. Masser af faraoer er blevet begravet her og vi var nede at se tre af dem.Derefter var det nordpå igen og igen med nattog. Jeg synes det er en behagelig måde at rejse på.Planen var at vi ville tage til Sinaj og bestige Sinaj bjerg. Så afsted i bus, godt nok i lidt tvivlsom stand, men en bus var det og vi skulle bare hurtigst muligt til Sinaj. Men ak, alle vores forhåbninger blev gjort til skamme. Inden længe viste det sig, at der var revet hul på tanken, så diesel fossede ud.
Hvad gør man så? Jo man kører så længe som mulligt indtil måleren er langt nede i det røde felt og så når gode råd er dyre, finder man et stykke tilsnittet træ og maser det op i hullet i tanken. Det er den gode egyptiske facon og den fik os da også frem til byen for foden af Sinaj. Nogle timer forsinket, men vi kom frem. Jeg ved ikke hvem der havde fået den skøre idé, men vi havde i hvert fald sat os for at bestige bjerget midt om natten for at se solopgangen oppe fra toppen. Da vi endelig var deroppe og solen stod op var det vældigt flot, men undervejs var der hårde kampe der skulle kæmpes - mod mørket og kulden. Men jeg er rigtig glad for at have været der.
Det var, når alt kommer til alt, en speciel oplevelse.Efterhånden meget udmattede, tog vi til grænsen indtil Israel og kom også alle over. Derefter havde vi en enkelt overnatning i Eilat,før vi tog til Jerusalem igen. Mange begivenhedsrige dage har der været, både i Galilæa og i Egypten. Så er det også godt at komme hjem igen. Og nu må jeg heller til at stoppe ellers holde I da heller ikke til mere. Men lige den sidste ting.
Gå ind og tjek billederne fra vores ture på nettet.