Her kan du finde et stort udvalg af film, der alle har eller berører jødedommen på én eller anden måde. Nogle film er dramaer, andre dokumentarer, nogle ekstremt voldelige, andre sukkersøde - men alle viser de en oplevelse eller en tilstand som én jøde, eller en stor gruppe jøder har oplevet.
Filmene berører som samlet flok temaerne Holocaust, nazismen, antisemitisme, identitet, had, kærlighed, forholdet til Gud, overlevelse, håb, vrede, umenneskelighed, skuffelse og meget mere.
Hvorfor brug af film i Israelsmissionens Unge?
Vi ved at børn og unges forbrug af levende billeder er gigantisk. TV og film er en stor del af vores kultur. På film fortælles historier om os og verden: Science fiction handler ligeså meget om den tid, vi er i, som om fremtiden. Actionfilm, romantiske komedier og dramaer fortæller om vores moral og etik. Kunstneriske film og film fra fjerne lande udvider perspektivet og vores kendskab til andre kulturer, andre tanker. Vi genkender og ser nyt. Forstår os selv og andre bedre, når vi går i dybden og får fat i sammenhænge.
Filmens sprog skal læres. Den bevidste forståelse af filmens virkemidler skærpes. For jo mere vi ved, jo bedre bliver vi til at se. Jo sjældnere vil vi stå overfor film, som vi ikke forstår. Jo oftere vil vi få store oplevelser. Jo bedre kan vi forstå omverdenen og os selv. I dag blandes virkelighed og fiktion mere og mere sammen. Låner hinandens materiale, kopierer hinandens sprog. Vi ser billeder - men er de sande eller falske?
Når vi lærer filmens sprog og virkemidler, når vi får kritiske øjne at se med, lærer vi også bedre at kunne skelne, hvornår der tales sandt. Hvornår det er værd at høre efter.
Derfor bruger IU film i vores arbejde for sand identitet gennem forsoning (jf. vores Mission-statement anno juni 2009)