Return to sender

Fortabt i Afrika (- Nirgendwo in Afrika)

Efter at jeg snart har set alle mulige skildringer og nuancer af den tyske jødeforfølgelse før og under 2. Verdenskrig, så blev jeg meget overrasket af denne ikke før fortalte historie om jøders flugt til Afrika.

Filmen "Fortabt i Afrika" et endnu et brik i det filmiske puslespil omkring jødernes stilling i det tysk-nazistiske samfund, som de så længe havde været en del af. I denne film, som blev Oscarbelønnet i 2002 for at være bedste fremmedsprogede film (tysk), oplever gennem flotte billeder og stemningsmættede stille optagelser on location i Afrika, hvordan en lille jødisk familie flygter til Afrika og forsøger at leve og overleve i en fremmed verden.

Filmen starter i året 1938, altså før krigens udbrud, hvor de tyske jøder begynder at mærke, hvor nazismens politik bærer hen for de tyske jøder. Hustruen Jettel får brev fra sin mand Walter, som er jurist, men som forinden er flygtet til Kenya i Afrika, hvor han af nød, på grund af den politiske situation i Tyskland, har skiftet det intellektuelle liv ud med et hårdt arbejde som kvægfarmer i et øde landskab, hvor vand er en konstant mangelvare. Han beder Jettel om at flygte med deres datter Regina, mens der endnu er mulighed for det.

Planen lykkes, og den lille familie genforenes. Men de primitive levevilkår på farmen er et chok for overklassekvinden Jettel, og nu begynder filmens hoveddrama, der mere er i familie med nu afdøde instruktør og skuespiller Sidney Pollacks storfilm "Mit Afrika" end en "almindelig" film om jødeforfølgelse: Hvordan vil det gå familien i det nye land? Vil den overhovedet kunne overleve? Det geniale træk er, at spørgsmålet bliver besvaret, men med et væld af forskellige muligheder, og alle tre familiemedlemmer gennemgår en udvikling, der for altid vil præge deres videre livsbane. der er ingen nemme løsninger i denne film, der betagende smukt søger ind til det afrikanske landskabs sjæl, der også kommer til at afspejle hoverpersonernes indre kampe. Landskab og mennesker smelter sammen til en betagende smuk film.

Instruktion: Caroline Link

Skuespillere: Juliane Köhler, Merab Ninidze, Matthias Habich

Hjemmeside: www.nowhereinafrica.com

Censur: ikke for børn under 15 år, uden en voksen