Modstand - James Bond er jøde?
- filmanmeldelse ved Peter Madsen
Orignaltitel: Defiance (USA 2008, Scanbox)
Instruktør: Edward Zwick (Den Sidste Samurai, Blood Diamond)
Hovedroller: Daniel Craig, Liev Schriber, Jamie Bell, Iben Hjejle, Thomas Arana, Mark Feuerstein
Genre: Drama
Premieredato: 20 maj 2009.
Modstand (Defiance) havde premiere d. 20 maj og kørte i de danske biografer. Det er en utrolig men sand historie om de tre polske jødiske brødre fra familien Bielski, som under 2. Verdenskrig sætter sig op mod den massive tyske besættelsesmagt i skovene omkring den tidligere polsk-russiske grænse. Tiden for handlingen er år 1941, og tyskerne har størstedelen af Europa. Jøder myrdes systematisk i tusindvis, og håbet om en jødisk fremtid i frihed svinder. De tre jødiske brødre Tuvia (Daniel Craig, James Bond – Quantum of Solace), Zus (Liev Schrieber – X-Men Origins: Wolverine) og Asael (Jamie Bell) flygter ind i skovene og begynder derfra at bekæmpe de tyske tropper. Snart spreder historien om deres heltemod sig, og flere mennesker slutter sig til dem i et sidste desperat forsøg på at overleve og et brændende ønske om frihed.
Tuvia (Daniel Craig) bliver gruppens eftertænksomme og tilbageholdende leder, men hans beslutninger bliver udfordret af hans bror, Zus (Liev Schreiber) der er bekymret for, at Tuvias idealistiske planer vil betyde døden for dem alle. Asael, som er den yngste af brødrene, bliver fanget mellem hans brødres hårde rivalisering og da en hård og kold vinter sætter ind og en stadig kraftigere intern splid vokser, trues sammenholdet og det bliver for alvor vanskeligt at holde håbet og idealerne i live i lejren.
Tanker i forhold til filmen
Når jeg har set filmen tænker jeg på dens umiddelbare opbygning, og ser et tydeligt link til 2. Mos, hvor Moses vokser op og får til opgave at frelse jøderne fra slaveriet i Egypten. Dette synes at gå igen i denne film, idet brødrene Bielski hér ses som en fortolkning af Guds ønske om at lede israelitterne ud af Egypten, i frihed væk fra Farao’s hårde hånd og ved brug af brødrene Moses og Aron. Brødrene Bielski’s motivation til frelse af jøder, er dog her hævn over tabet af deres familie, hvilket fører dem til hundredvis af bange skjulte polske jøder, der leder efter en stærk leder. Tuvia viser sig som denne Moses-figur og Zus er som Aron, hans samvittighedsfulde og kritiske bror, der sammen leder jøderne fra slaveriet i frygt for nazisternes Endlösung, og til friheden i skovene hvor de bygger et samfund op, som de kalder ”Jerusalem”.
Uden at afsløre filmens afslutning, oplever jøderne i skoven umiddelbar frelse, men angribes senere af tysk militær. Således også det jødiske folk i 2. Mos, der vandrede gennem havet som et frelst folk, for kun at blive udfordret af 40 år i ørkenen. Men til sidst fik det jødiske folk det forjættede land under ledelse af hærføreren Josva. Filmen Modstand ønsker at vise den virkelige historie om begivenhederne i de østlige skove under 2. Verdenskrig, men du skal selv ind i biograf-mørket for at afgøre om de polske jøder får deres forjættede land.
Messias:
I filmen hører man en ældre jødisk herre tale til Tuvia, historiens Moses-figur: ”.. jeg havde næsten mistet håbet, men du var sendt af Gud for vores frelse”.
Jøderne dengang og i dag leder efter en lederfigur, en Messias, men vil ikke acceptere Jesus som deres Messias af mange grunde som der ikke er plads til at nævne her. Men vi beder til og håber i Israelsmissionens Unge, at jøderne i dag anno 2009 må blive befriet fra uviljen mod at høre om Jesus. Må vi blot få lov til at tale til jøderne, fortælle dem at krigen mod frygt og død er vundet mod frygten og døden, og at helten der kan redde denne verden, føre mennesker fra slaveri og til evig frihed ikke hedder James Bond eller Tuvia Bielski. Han hedder Jesus Messias!