Return to sender

Schindlers Liste

Schindlers Liste er et drama, et stort drama! Filmen er en gribende historie på utrolig mange måder, og den rammer alle helt ind i sjælen. Det er historien om en mand, der med de midler han havde, ubevidst eller bevidst frelste mange polske jøder fra den ellers sikre død.

Filmen fortæller den virkelige beretning om den gådefulde Oskar Schindler, der var medlem af det tyske nazistparti, kvindebedårer og profitmager af 2. Verdenskrig. Men denne mand reddede mere end 1100 jøder fra udryddelseslejrene. Filmen fortæller den fantastiske historie om én mand, der gjorde en forskel og den beskriver dramaet gennem øjnene på dem, der takket være Oskar Schindler overlevede et af de sorteste kapitler i menneskehedens historie.

Schindlers Liste er filmet helt i sort-hvid. "Stort set alt, jeg har set om Holocaust, har været i sort-hvid, så mit billede af Holocaust er baseret på det, jeg har set i dokumentarfilm og bøger, og det har overvejende værest skarpe sort-hvide billeder", forklarer instruktør Steven Spielberg. Spielbergs fotograf forklarer desuden, at "40 procent af filmen blev optaget med håndholdt kamera" for at gøre den mere realistisk. Steven spielberg indrømmer: "Jeg forsøgte at være en journalist uder optagelsen af denne genskabelse, frem for en filmmager, der prøver at øge spændingen, action eller det følelsesmæssige billede. Den sort-hvide form og det håndholdte kamera giver filmen en slags dokumentarisk følelse. Det skabte den sandhed, vi forsøgte af udforske, og kameraet kommunikerede det, der skete. På en eller anden møde gjorde det, at filmen føltes mere virkelig."

Filmen er en meget alvorlig film og skal ses som sådan. Den viser menneskelighed midt i det umenneskelige. Den viser det gode i Oskar Schindler, idet han vil give alt for sine arbejdere; de jødiske arbejdere,der for ham bliver uundværlige arbejdere - han vil have dem, frelse dem. Oskar Schindler bliver på den måde en Kristus-figur i vore øjne, for han frelser dem. For at forstå dette billede, skal man begynde med at se på schindler i filmen.

Spielberg håber, at Schindlers Liste vil skabe en fornyet offentlig bevidsthed omkring Holocaust og opmuntre publikum til at udforske dens betydning i det moderne samfund. "Der er ikke nogen, der kan gøre noget ved fortiden - det er allerede sket!", siger Spielberg. "Men et billede som dette kan påvirke os og minde os om, at det (krigen, red.) aldrig må ske igen".

Filmen er en nødvendig film - den viser menneskets sider, både de gode, men også de onde.

Husk: Film skal ses og diskuteres i lokalforeningen!

Titel: Schindlers Liste

Varighed: 3 tm og 7. min.

Producer: Steven Spielberg

Aldersgrænse: Tilladt for børn over 15 år.