- en ualmindelig israelsk film!

"Filmkalenderen" præsenterede filmen med dise ord:

"En nat på en bar fortæller en ven instruktøren Ari om et tilbagevendende mareridt, hvor han jages af 26 bidske hunde. Hver nat, samme antal hunde. De to mænd konkluderer, at der er en forbindelse til deres mission i Israels hær tilbage under krigen i Libanon i begyndelsen af 1980'erne. Ari er overrasket over, at han ikke længere husker noget om den periode i sit liv."

Jeg tog ind for at se den i begyndelsen af marts 2009, i Øst for Paradis i Århus. det er meget sjældent at jeg går derind, men jeg havde hørt så meget om Waltz With Bashir, at jeg ikke kunne lade være. Jeg tog alene derind, ville have filmen for mig selv.

Da jeg havde sat mig tilrette i de røde sofaer, startede filmen op med vennens mareridt; de 26 hunde. Og allerede i starten af filmen forstår man, at sådan en film her, har man ikke set før... En blanding af rå tegnefilm, krydret med 3-D og en god lydside, som kunne være en spillefilm værdig. Og det gør ikke noget at det er en tegnefilm, for historien er rå, barsk og firkantet, samtidig med at den dykker ned i en fortrængt hukommelse hos først én, så flere tidligere israelske soldater.

De 26 hunde der snerrer ad vennen hver nat, var det antal hunde som vennen måtte skyde en nat i Libanon - hvis byens 26 hunde ikke blev skudt, ville byen vågne og gøre modstand; altså måtte han skyde hundene. Han talte dem; 26 patroner til 26 hunde.

Ari Folman (istruktøren af Waltz With Bashir) finder ud af at han også var med på patruljen i Libanon i 82. Ari opsøger en psykiater-ven, der vender og drejer Ari's minder og brudstykker, samtidig med at han tager til henholdsvis Holland for at få flere oplysninger fra en gammel soldaterkammerat.

Filmen viser instruktøren Ari rejse tilbage til Israels krig mod Libanon i 82, hvor han som ung skræmt soldat skød på hvad som helst for at holde sig i live.

Filmen slutter af med det endelige minde; billeder af Libanons kristne befolkning - falangisterne, der har mistet deres folkehelt og præsident Bashir. De tager derefter hævn mod muslimske palæstinensere, der er blevet stuvet sammen i flygtningelejrenen Shatila og Sabra; tusindvis bliver henrettet af de kristne falangister; det er en etnisk udrensning.

Hele filmen slutter af med at vise seeren, at dette ikke blot er en tegnefilm, men at det var en virkelig krig som Israel var med i. Oprindelige virkelige optagelser viser, at instruktøren Ari var midt i den, midt imellem overlevende palæstinensiske grædende mødre, der råbte og skreg over deres mænd, sønner og fædre, der lå døde i dynger i Sabra og Shatilas gader.

Filmen Waltz With Bashir viser seerne, hvilket mareridt det er at være i krig - hvilke rædsler man oplever, både for den der er på de sejrendes side, og for de der er svage. Alle taber!

Waltz With Bashir er ét stort kritisk stempel over hvad Israel gjorde dengang  i Sabra og Shatila - eller rettere hvad de ikke gjorde, da Israels hær lod de kristne falangister gå ind og henrette uskyldige og civile palæstinensere, som et hævntogt efter retfærdighed...

Lærte Israel ikke noget omkring retfærdighed efter 2. Verdenskrig? Hvorfor tillod Israel at Libanons kristne falangister udførte et Holocaust på palæstinenserne i Sabra og Shatila?

Filmen skal ses - og diskuteres - eksempelvis ud fra ovennævnte spørgsmål. Den er speciel, skræmmende og viser det værste ved en krig - de uskyldige ofre foran og bagved riflens sigtekorn.

Waltz With Bashir var Oscarnomineret i februar 09 for "Bedste Udenlanske Film"

Waltz With Bashir var Vinder af Globen Globe Awards for Bedste Udenlandske Film

Se filmens egen hjemmeside her:  http://waltzwithbashir.com/