En råkold vintermorgen i det kolde Nord (Danmark) drog vi af sted mod Israel. En lille flok på tre drenge og tre piger satte retning mod varme og solskin, og en masse ubekendte oplevelser lå foran os i det fremmed, i Israel.

Fra DK til Israel
Allerede i lufthavnen løb vi ind i nogle problemer med vores flybilletter, men ved fælles hjælp og fra Jeanette (volontørkoordinator) fik vi dem løst og nåede vores fly. Oppe fra luften var afskeden med det danske en flot solopgang over et sneklædt landskab.

I Ben Gurion lufthavnen ved Tel Aviv ventede Filip (kirkevolontøren) på os, og vi satte næsen mod Jerusalem, hvor vi alle skulle arbejde på forskellige institutioner. Jeg skulle arbejde på Maon Gilo, som er en handicapinstitution, der ligger i den sydlige del af Jerusalem på vej mod Betlehem.


Arbejdsfællesskab
Det første fællesskab er arbejdsfællesskabet. Skønt vi arbejder på vidt forskellige institutioner, har vi det til fælles, at det er handicappede mennesker, vi arbejder med. I den forbindelse er det rart at kunne dele ens gode og dårlige oplevelser i et trygt forum. Her er volontørfællesskabet et godt sted at gøre det i. Der kan man få støtte og opmuntring til at komme videre.

Institutionen, jeg er på, er ret stor med plads til godt 60 beboer i alderen 18-35 år. De fleste af beboerne kan snakke og forstå engelsk. Mit arbejde har hovedsagligt bestået i at hjælpe til i en workshop, hvor beboerne laver flere forskellige kreative ting. I løbet af ugen kommer der forskellige personer, som underviser dem om planter, dyr og musik.

Det er utroligt givende at hjælpe til, da man tydeligt kan se beboernes begejstring for at være sammen med en. Ja, man kommer ligefrem til at holde af dem! Og de holder også af en!

Mange eftermiddage går med at hjælpe beboerne til og fra swimmingpoolen, være ude og handle med dem i Jerusalem Mall (stort indkøbscenter), servere mad for dem og mange andre opgaver. Arbejdsda­gen er aldrig kedelig, og man er godt brugt, når man har fri.

Udflugtsfællesskab
Det andet fællesskab er knyttet til alle de ture, der bliver arrangeret fra den Danske Kirke, hvor mange af Meet The People volontørerne har deltaget. Herigennem har jeg lært personer at kende og holde af. Personer som gør en forskel i fællesskabet, da vi alle er forskellige og unikke. Herigennem har man også mulighed for at se og opleve det meste af Israel, og vi har været på ture til Masada, Davids­byen,Yad VaShem, Negev-ørkenen, Ein Gedi, Galilæa og mange andre steder.

Ved mange af stederne, jeg har set, har der 'kun' været sten - og så tænker du måske: sten, det er da gabende kedeligt! Men nej, jeg må skuffe dig: de er faktisk ganske 'levende'! - i al fald, når de bliver gjort levende af en energisk turguide.


Menighedsfællesskab
Det sidste fællesskab, jeg vil omtale, er det åndelige fællesskab, hvor vi har været fælles om at fejre gudstjenester i den Danske Kirke, været til åbent hus i præstelejligheden med besøg af flere spændende personer, der har været med til at give os indblik i jødisk/israelsk kultur og historie, mødt palæstinensiske kristne, messianske jøder m.v. samt undervisning i flere bibelske temaer og skrifter.

Alle disse tre fællesskaber kommer jeg på nuværende tidspunkt til at savne, når jeg kommer tilbage til Danmark. Der er noget særligt over det at opleve ting og være sammen om dem. Alle de gode samtaler, diskussioner og grin gør nu noget ved én. Man flytter sig, bevæger sig i en retning, hvor man ikke selv er herre mere - sådan kan det ofte opleves. For Guds veje er uforudsigelige, og at vandre på dem er både spændende og udfordrende.

God vandring!

Tobias N. Olesen
(Meet The People volontør, foråret 2006)