Missionspiloter er et nyt 3-måneders volontørprogram under Israelsmissionens Unge med mission i højsædet. I en gruppe på 5-6 unge danskere vil missionspiloterne få lov til at opleve en række af alsidige missionsprojekter forskellige steder i Israel.
Mission er ikke bare for missionærer eller evangelister. Missionen er først og fremmest Guds Mission. Det er hans udstrakte arm til hele skabningen og hans ønske om at forsone alt med sig selv. Først i andet led inviteres vi med på denne mission, ved at stille os til rådighed for ham og dermed legemliggøre hans mission til og i verden.
Mission er heller ikke længere en bevægelse fra os i vesten til klassiske ”missionsmarker” i syd og øst. Det er en bevægelse ”from everywhere to everywhere” og israelsmission er derfor også en gensidig proces, hvor vi kan give noget, men hvor vi i lige så høj grad er dem der lærer og modtager.
Et ophold som missionspilot for Israelsmissionens unge vil derfor være en mulighed for både at lære og modtage, men også for at få lov at give noget tilbage.
Evangeliet om Gud der sendte sin søn for at frelse hele verden, udgik fra det jødiske folk og israelsmission er derfor i virkeligheden ikke andet end et ønske om at give det bedste vi har fået tilbage til dem vi fik det af i første omgang.
Opholdet bliver en dannelsesrejse, hvor der er fokus på at lære sig selv at kende, lære Gud bedre at kende og at få øjnene åbnede for hans Mission til verden, og på hvordan vi kan være med.
Opholdet vil sætte mission på dagsordenen, særligt mission til det jødiske folk. Vi vil gerne give et indblik i de forskellige aspekter og udfordringer, der er forbundet med at være engageret i Guds mission til det jødiske folk.