Der er imponerende meget at se i Israel, hvis man tager landets størrelse i betragtning. Faktisk så meget, at det er næsten umuligt at nå bare det vigtigste på en uges tid.

Men vi forsøger alligevel at koge alle de store oplevelser ned i én lille bullionterning. Så kan du få en smagsprøve på det, der er at se, opleve og erfare i Israel. Du kan altid vende tilbage til landet senere, når din tid og økonomi rækker til det.

Israel er desuden ikke det eneste land, hvor vi sender unge afsted på kortere ture – du kan også rejse til alt fra New York til Moskva med vores partner Jews for Jesus.

Læs mere om de mange muligheder her på siden eller hiv fat i vores ungdomssekretær Kent for at høre mere. Han er tjekket – og han har endnu mere tjek på, hvilke muligheder du har for at snuse til Israel eller andre dele af verden, hvor der bor jøder.

Ture til Israel

Hvert år sender vi typisk mellem 50 og 100 unge på studieture til Israel. Nogle rejser er skræddersyet til eksempelvis teologistuderende, mens andre er åbne for alle unge, der drømmer om at blive lidt klogere det lille land klemt inde mellem Europa, Afrika og Mellemøsten. Minimum én af vores medarbejdere tager med på turen, så du er i sikre, tossede og erfarne hænder.

Kontakt Kent, hvis du vil med! Så fortæller han dig gerne om de studieture, der ligger i horisonten.

Har du et team, der gerne vil afsted samlet? Uanset om I er et par håndfulde studiekammerater, en kirke eller en flok venner, hjælper vi jer gerne med at arrangere en tur, hvor I kommer helt tæt på Israel, historien og folket.
Indholdet af studieturen afhænger af årstiden og hvilken type studietur, du tager med på.

Du kommer dog stensikkert forbi Jerusalem op oplever Gravkirken, Grædemuren, Tempelpladsen, det jødiske marked og mange af de andre seværdigheder i byen. Turen går også til Betlehem, hvor du får indblik i Israel-Palæstina-konflikten, og i Galilæa ser du Saligprisningernes Bjerg, Kapernaum og andre vigtige bibelske steder. Nogle ture går også til Det Døde Hav og Masada – det afhænger dog særligt af årstiden.

Prisen for en studietur er cirka 6100 kroner per person.

Du når ikke at se alt på et kort, intenst ophold, men du når meget. Her er et lækkert sammenkog fra en uges studietur.

Ture til resten af verden

En af vores samarbejdspartnere hedder Jews for Jesus. Overalt i verden gør de en ihærdig indsats for, at mennesker skal lære Jesus at kende. Det gør de gennem store kampagner, hvor de tager ud på gader og stræder for at snakke med mennesker om tro midt i deres hverdag.

Og du kan være med. Som steward på en kampagne hjælper du til med alt det praktiske – du er med backstage som servicemedarbejder og sørger for tøjvask, laver mad, pakker tasker eller noget helt andet. Hvis du har lyst, får du også mulighed for at komme med ud på gaden.

Der er tryk på, hvis du tager med Jews for Jesus på tur. Du får en intens oplevelse, hvor du kommer mør hjem – med trætte fødder og et hoved proppet med indtryk.

Kampagnerne er typisk i Europa – særligt Østeuropa – og New York. Ofte er der også kampagner under store begivenheder såsom VM i fodbold eller lignende.

I kalenderen blandt andet er der en tur til Berlin 3.-21. juli 2019.

Hiv fat i Kent, hvis du vil høre mere om den tur eller andre mulige rejsedatoer.

Prisen varierer efter land og rejsens længde. Hiv fat i Kent, hvis du vil vide mere.

Videoen her kan give dig et indtryk af, hvordan en typisk kampagne med Jews for Jesus er skruet sammen.

Scroll to Top