Storytellers2019-11-11T15:17:28+00:00

 

Der er brug for dygtige fortællere og skarpe kommunikatorer i vores mangfoldige verden. Derfor har Israelsmissionens Unge søsat Storytellers, som er Israelmissionens Unges nye kursus for dig, som brænder for kommunikation. Det er et praktiskorienteret kursus i 4-14 uger i Danmark og Israel/Palæstina.

Der er 2-6 pladser på kurset pr. halvår, og vi håber at sende de første storytellers afsted i efteråret 2019. 

Om du er under uddannelse og kan bruge Storytellers som en praktik, synes at kommunikation er fascinerende, eller elsker at lytte til menneskers fortælling om deres kampe, glæder og tro – så er Storytellers et kursus for dig.  

Kurset starter i Aarhus, hvor der vil være 2 ugers undervisning og træning ved med undervisning af erfarne og uddannede kommunikatører.
Her vil der være rig mulighed for at teste sit udstyr af og eksperimentere med publikationsformer. I denne periode vil det blive afklaret hvilken metode man primært vil arbejde med under den efterfølgende rejse – Artikler, podcast, video.

Efter de første 2 uger i Aarhus rejser man til Israel så længe som man vil, men mindst 2 uger og maksimalt 12 uger. I Israel vil der være lavet aftaler om interviews med forskellige personer med inspirerende fortællinger og vidnesbyrd. Det kan f.eks. være en messiansk præst, der forsøger at navigerer i feltet mellem jødedom og troen på Jesus som Messias. Det kan være en muslim background believers fortælling om, hvordan tilværelsen er blevet forandret siden han eller hun er blevet kristen. Eller det kan være en palæstinensers ihærdige, men svære kamp for forsoning.

Efter interviewet er der tid til at fremstille og redigere materialet, mens man nyder noget lækkert hummus eller en god falafel. Der forventes mindst et interview pr. uge med dertilhørende produkt. Der vil være base i Jerusalem under arbejdsprocessen. 

Storytellers er i øjeblikket et pilotprojekt. Så skriv til os på unge@israel.dk for at høre mere.

Der er ikke fastsatte tidspunkter for kurset, men alt afhængig af deltagere vil der være opstart i efteråret 2019.

Prisen vil afhænge af varigheden af rejsen i Israel. Startprisen på kurset i Aarhus er 4000 kr. Herefter koster rejsen i Israel 2000 kr. pr. uge, hvilket inkluderer transport og logi. Man står selv for mad, flybilletter og rejseforsikring.